Som fremgår af labelen har denne blog til formål i forbindelse med en diplomuddannelse at diskutere, hvad brugerinddragelse og sociale medier kan nytte på min arbejdsplads og i det hele taget.
Dels er det en metablog, dels en sandkasse for min leg med mediet.
Eksamensopgaven er afleveret, eksamen venter, og bloggen har gjort sin gavn. Jeg er fascineret af at blogge, af hvad mediet kan, og vil formentlig senere tage aktiviteten op igen - sandsynligvis i en sammenhæng, hvor det skal integreres med mit job i øvrigt. Nogen privat blogger bliver jeg næppe - dertil er det intime liv i den private sfære for dyrebart og tiden ikke mindst.
Den banale, men vigtige konklusion - og dette bliver en gentagelse - er: Vil du blogge, skal du have noget på hjerte, være vedholdende aktiv, dvs. mindst en gang om ugen, hellere mere. Og det er en fordel med en klar afgrænsning, så brugerne ved, hvad bloggen handler om.
Tak for dennegang, kære bloggosfære. Vi ses før eller siden!
onsdag den 20. juni 2007
Læserindlæg på kolding.dk besvares ikke af Kommunen
I debatforumet på Kolding Kommunes hjemmeside foregår for øjeblikket en livlig debat om blandt andet nedlæggelsen af Taps Skole. For hvert nyt indlæg mailer Kommunikationstjenesten et link til de relevante politikere og chefer ved kommunen, så de hurtigt bliver opmærksomme på udsagnet og kan svare.
Imidlertid er svarelysten sparsom for øjeblikket - den er mindre nu, end vi har været vant til. Tidligere besvarede især udvalgsformænd flittigt debatindlæg om eget område.
Hvis politikere og topembedsmænd vil styrke dialogen med borgerne, er her et mere oplagt sted at begynde end ved at indføre blogging. Det er den mere defensive tilgang. En offensiv tilgang kan være at søsætte Projekt Dialog I Praksis: En workshop, hvor alle interesserede blev introduceret til sociale medier og blogging à la Kolding Kommune.
Visse dyder skal holdes i hævd - måske er vores åbenheds- og dialogpolitik en af dem.
Imidlertid er svarelysten sparsom for øjeblikket - den er mindre nu, end vi har været vant til. Tidligere besvarede især udvalgsformænd flittigt debatindlæg om eget område.
Hvis politikere og topembedsmænd vil styrke dialogen med borgerne, er her et mere oplagt sted at begynde end ved at indføre blogging. Det er den mere defensive tilgang. En offensiv tilgang kan være at søsætte Projekt Dialog I Praksis: En workshop, hvor alle interesserede blev introduceret til sociale medier og blogging à la Kolding Kommune.
Visse dyder skal holdes i hævd - måske er vores åbenheds- og dialogpolitik en af dem.
To modsatrettede trends, blogging er den ene
Forleden læste jeg et interview med en trendspotter, som gjorde opmærksom på, at der blandt trendsætterne er to tendenser.
Den ene går ud på, at man formidler og deler sine private tanker, oplevelser, holdninger med andre fx i virtuelle fællesskaber. En tendens til større og større åbenhed, måske ligefrem ekshibitionisme, en sætten sig selv på spil.
Den anden går ud på at leve tilbagetrukket, eksklusivt, lukke sig om de nærmeste, slukke mobiltelefonen, gå off line i et mere simpelt, analogt liv.
Personligt mærker jeg begge kræfter hale i mig. Men hvis der er en overvægt, er det af tendens nummer to.
Den ene går ud på, at man formidler og deler sine private tanker, oplevelser, holdninger med andre fx i virtuelle fællesskaber. En tendens til større og større åbenhed, måske ligefrem ekshibitionisme, en sætten sig selv på spil.
Den anden går ud på at leve tilbagetrukket, eksklusivt, lukke sig om de nærmeste, slukke mobiltelefonen, gå off line i et mere simpelt, analogt liv.
Personligt mærker jeg begge kræfter hale i mig. Men hvis der er en overvægt, er det af tendens nummer to.
mandag den 28. maj 2007
So ein ding müssen wir auch haben
På Social Squares blog hylder blogger Niels Horsens´ borgmester, Jan Trøjborg i en post om, at kommunerne er for længe om at tage de nye, sociale medier såsom blogging til sig. Han skriver:
"Og der er ikke mange lyspunkter, kun enkelte, f.eks.:
En enkelt kommune har en blog: Hatten af for borgmester Jan Trøjborg, Horsens Kommune, som åbenbart har set, hvordan han kan kommunikere med sine bysbørn."
Se debatten her:
http://socialsquare.dk/2007/05/01/kommunal-envejskommunikation/#comment-4380
Se Jan Trøjborgs blog her:
http://www.horsenskom.dk/Nyheder/Weblog.aspx
Horsensborgmesterens blog er al ære værd med sobre, relevante poster (om end lidt til den sprogligt kedelige, upersonlige side, men det er en smagssag). Man kan også se, at enkelte borgere kommenterer Trøjborgs tekster. Der er tilløb til en dialog, som sagtens kan tage til i styrke efterhånden. Hvis Koldings borgmester føler trang til at udtrykke sig på den måde, er det bestemt en god idé - jeg vil spørge ham ved næstkommende lejlighed. Men gud forbyde, at han begynder at blogge, hvis det bare er fordi "so ein ding muss ich auch haben". Det forpligter at have en blog, og hellere tavshed end en blodfattig, uengageret, sjældent opdateret sådan.
Jeg får imidlertid fnidder af det synspunkt, som Niels´ post er udtryk for, nemlig at blogging bare er tju-hej, simpelthen en bevægelse, man bare må tilslutte sig, hvis man ikke vil være bag af dansen, udialogagtig og helt umulig. Nu er Social Square en virksomhed, der netop lever af at hjælpe andre med at blogge, så Niels har selvfølgelig en indsigt og interesse, der befordrer et pro-bloggingsynspunkt. Men han er ikke den eneste. For nylig bragte ugebrevet Mandag Morgen et tillæg, hvis budskab var tilsvarende, nemlig at virksomheder, der ikke hopper på web 2.0, herunder blogger, vil tabe konkurrencen og gå en sort fremtid i møde.
Sådan noget unuanceret sludder!
For det første er web 2.0 ikke verdens eneste vej til dialog. Jeg kunne nævne almindelig samtale mellem mennesker i den fysiske verden som et alternativ. For det andet er dialog og blogging nu engang bedst, når der ligger en ærlig trang til grund. Nogen med noget på hjerte og et virkeligt ønske om samtale - frem for spekulation i penge eller vælgere. Hvis ikke indholdet (sindelaget)svarer til formen (blogging), skal man hellere tage konsekvensen og lade være.
Hvor ville det dog være befriende, hvis tonen fra de mange, der har set web 2.0-lyset, blev mindre missionerende. De har fat i en masse kloge pointer, men lad dog den varme luft sive fra budskabet, så vi kan koncentrere os om substansen!
"Og der er ikke mange lyspunkter, kun enkelte, f.eks.:
En enkelt kommune har en blog: Hatten af for borgmester Jan Trøjborg, Horsens Kommune, som åbenbart har set, hvordan han kan kommunikere med sine bysbørn."
Se debatten her:
http://socialsquare.dk/2007/05/01/kommunal-envejskommunikation/#comment-4380
Se Jan Trøjborgs blog her:
http://www.horsenskom.dk/Nyheder/Weblog.aspx
Horsensborgmesterens blog er al ære værd med sobre, relevante poster (om end lidt til den sprogligt kedelige, upersonlige side, men det er en smagssag). Man kan også se, at enkelte borgere kommenterer Trøjborgs tekster. Der er tilløb til en dialog, som sagtens kan tage til i styrke efterhånden. Hvis Koldings borgmester føler trang til at udtrykke sig på den måde, er det bestemt en god idé - jeg vil spørge ham ved næstkommende lejlighed. Men gud forbyde, at han begynder at blogge, hvis det bare er fordi "so ein ding muss ich auch haben". Det forpligter at have en blog, og hellere tavshed end en blodfattig, uengageret, sjældent opdateret sådan.
Jeg får imidlertid fnidder af det synspunkt, som Niels´ post er udtryk for, nemlig at blogging bare er tju-hej, simpelthen en bevægelse, man bare må tilslutte sig, hvis man ikke vil være bag af dansen, udialogagtig og helt umulig. Nu er Social Square en virksomhed, der netop lever af at hjælpe andre med at blogge, så Niels har selvfølgelig en indsigt og interesse, der befordrer et pro-bloggingsynspunkt. Men han er ikke den eneste. For nylig bragte ugebrevet Mandag Morgen et tillæg, hvis budskab var tilsvarende, nemlig at virksomheder, der ikke hopper på web 2.0, herunder blogger, vil tabe konkurrencen og gå en sort fremtid i møde.
Sådan noget unuanceret sludder!
For det første er web 2.0 ikke verdens eneste vej til dialog. Jeg kunne nævne almindelig samtale mellem mennesker i den fysiske verden som et alternativ. For det andet er dialog og blogging nu engang bedst, når der ligger en ærlig trang til grund. Nogen med noget på hjerte og et virkeligt ønske om samtale - frem for spekulation i penge eller vælgere. Hvis ikke indholdet (sindelaget)svarer til formen (blogging), skal man hellere tage konsekvensen og lade være.
Hvor ville det dog være befriende, hvis tonen fra de mange, der har set web 2.0-lyset, blev mindre missionerende. De har fat i en masse kloge pointer, men lad dog den varme luft sive fra budskabet, så vi kan koncentrere os om substansen!
lørdag den 26. maj 2007
Grænseoverskridende at lægge kommentar på en blog?
Flere gæstelærere på mit diplomkursus har spurgt holdet, hvor mange af os der har prøvet at lægge en kommentar på en andens blog. Under halvdelen markerede. Hvor mange har overvejet at gøre det? Lidt flere markeringer. Herefter spørgsmålet: Er det grænseoverskridende at lægge en kommentar på et website, fx en blog?
Jeg skal ikke kunne sige det. For mig er det ikke grænseoverskridende. Men jeg kan konstatere, at siden jeg den 16. maj sendte bloglink til familie, venner og forretningsforbindelser, er der kommet mange kommentarer på indlæg, men sendt til min mailboks. Kun én, Eleanor, har lagt en kommentar på bloggen.
Jeg tror ikke, det skyldes tilbageholdenhed, snarere at en mail direkte til mig er mere personlig end en besked lagt, hvor alle kan se den.
Kloge mennesker siger, at for hver ti, der overvejer at bidrage med noget såsom en kommentar på nettet, gør kun én alvor af det. I mit tilfælde er procentdelen mindre.
Men tag ikke fejl: Det er under alle omstændigheder fantastisk at få respons. Igen: denne trang til udveksling må være drivkraften bag web 2.0.
Jeg skal ikke kunne sige det. For mig er det ikke grænseoverskridende. Men jeg kan konstatere, at siden jeg den 16. maj sendte bloglink til familie, venner og forretningsforbindelser, er der kommet mange kommentarer på indlæg, men sendt til min mailboks. Kun én, Eleanor, har lagt en kommentar på bloggen.
Jeg tror ikke, det skyldes tilbageholdenhed, snarere at en mail direkte til mig er mere personlig end en besked lagt, hvor alle kan se den.
Kloge mennesker siger, at for hver ti, der overvejer at bidrage med noget såsom en kommentar på nettet, gør kun én alvor af det. I mit tilfælde er procentdelen mindre.
Men tag ikke fejl: Det er under alle omstændigheder fantastisk at få respons. Igen: denne trang til udveksling må være drivkraften bag web 2.0.
Karin Høghs 10 bud for podcatchere
Journalist og podcaster Karin Høgh holdt et oplæg på mit diplomkursus om podcasting. Det var på mange måder inspirerende, og især har jeg siden husket hendes ti bud for podcatchere: (Podcatcher: en, som bruger podcasts)
Tilsvarende ti bud kan laves for bloggere.
Her er et link til Karins website - hermed har jeg overholdt hendes sjette bud: http://www.podblog.dk/
- Abonnér
- Gå på webloggen eller hjemmesiden
- Kommentér
- Fortæl andre om podcasten
- Lær andre at podcatche
- Link til podcasten
- Kommenter i iTunes
- Stem på podcasten
- Køb noget
- Begynd selv at podcaste
Tilsvarende ti bud kan laves for bloggere.
Her er et link til Karins website - hermed har jeg overholdt hendes sjette bud: http://www.podblog.dk/
Lokalområdeudvalget vil lave et elektronisk borgerpanel
Kolding Kommune vil lave et elektronisk borgerpanel, som skal facilitere dialogen mellem i første omgang landsbyerne, byrådet og Teknisk Forvaltning. Forhistorie:
Kolding Kommune har danmarksrekord i antallet af stående udvalg, vi har hele 14. Et af disse hedder Lokalområdeudvalget, som du kan læse om her:
http://www.kolding.dk/data/0037526.asp?sid=19725&uid=19738
Udvalget organiserer samarbejdet mellem 20 landsbyer og Kommunen, på et tidspunkt skal bydelene (Christiansfeld, Lunderskov, Vamdrup, kvartererne i Kolding) ind i dette samarbejde, som går ud på at høre borgergrupperne, inden store investeringer i bygninger, veje, terræn og planlægning gøres.
I udvalgets styrelsesplan for 2007-2009 står "drift af elektronisk borgerpanel".
Den 24. maj fik Kommunikationstjenesten derfor en mail fra den sagsbehandler i Teknisk Forvaltning, som betjener Lokalområdeudvalget. Hun skriver:
"For mig at se er det en opgave, der elektronisk skal binde lokalområderne sammen og binde dem sammen med den kommunale information. Det hele bør vel udmunde i en eller anden form for udveksling mellem lokalsamfund, embedsmænd og politikere på nettet."
Hun beder Kommunikationstjenesten foreslå en løsning og præsentere den på et udvalgsmøde.
Jeg svarer, at vores udfordring er:
"at få løsningen tænkt og udformet på en måde, så dialogen bliver realitet frem for pæne hensigter. Ikke mindst skal politikerne, som har fostret ideen, være klar over, hvorledes aktiviteten forpligter DEM til at holde liv i dialogen. På mit diplomkursus i netmedier har jeg lært, at der skal være mindst 50 aktive brugere for at holde liv i et community. En aktiv bruger = en, der bidrager med noget en gang om ugen eller mere.
Så det kræver knofedt ikke mindst i opstartfasen, hvis man vil noget sådant, og den knofedt skal komme fra politikere og landsbyfolk, ikke forvaltningen!
Når det er sagt, er jeg som udgangspunkt særdeles positiv over for ideen!"
Plan- og udviklingschefen er med i mailvekslingen. Hun foreslår et panel med fastlagte åbningstider:
"Fx sådan, at vi i periode X holder offentlig debat om perspektivplan for Stepping. I tre dage op til borgermødet i hallen er netpanelet åbent med de og de forpligtelser for udvalgets formand og næstformand."
Jeg synes, ideen med periodiske dialogfora knyttet til et bestemt emne lyder som en ideel form, når vi som kommune skal dyrke netdialog med borgerne!
Kolding Kommune har danmarksrekord i antallet af stående udvalg, vi har hele 14. Et af disse hedder Lokalområdeudvalget, som du kan læse om her:
http://www.kolding.dk/data/0037526.asp?sid=19725&uid=19738
Udvalget organiserer samarbejdet mellem 20 landsbyer og Kommunen, på et tidspunkt skal bydelene (Christiansfeld, Lunderskov, Vamdrup, kvartererne i Kolding) ind i dette samarbejde, som går ud på at høre borgergrupperne, inden store investeringer i bygninger, veje, terræn og planlægning gøres.
I udvalgets styrelsesplan for 2007-2009 står "drift af elektronisk borgerpanel".
Den 24. maj fik Kommunikationstjenesten derfor en mail fra den sagsbehandler i Teknisk Forvaltning, som betjener Lokalområdeudvalget. Hun skriver:
"For mig at se er det en opgave, der elektronisk skal binde lokalområderne sammen og binde dem sammen med den kommunale information. Det hele bør vel udmunde i en eller anden form for udveksling mellem lokalsamfund, embedsmænd og politikere på nettet."
Hun beder Kommunikationstjenesten foreslå en løsning og præsentere den på et udvalgsmøde.
Jeg svarer, at vores udfordring er:
"at få løsningen tænkt og udformet på en måde, så dialogen bliver realitet frem for pæne hensigter. Ikke mindst skal politikerne, som har fostret ideen, være klar over, hvorledes aktiviteten forpligter DEM til at holde liv i dialogen. På mit diplomkursus i netmedier har jeg lært, at der skal være mindst 50 aktive brugere for at holde liv i et community. En aktiv bruger = en, der bidrager med noget en gang om ugen eller mere.
Så det kræver knofedt ikke mindst i opstartfasen, hvis man vil noget sådant, og den knofedt skal komme fra politikere og landsbyfolk, ikke forvaltningen!
Når det er sagt, er jeg som udgangspunkt særdeles positiv over for ideen!"
Plan- og udviklingschefen er med i mailvekslingen. Hun foreslår et panel med fastlagte åbningstider:
"Fx sådan, at vi i periode X holder offentlig debat om perspektivplan for Stepping. I tre dage op til borgermødet i hallen er netpanelet åbent med de og de forpligtelser for udvalgets formand og næstformand."
Jeg synes, ideen med periodiske dialogfora knyttet til et bestemt emne lyder som en ideel form, når vi som kommune skal dyrke netdialog med borgerne!
Er kommuner for web 2.0-fodslæbende?
Bloggeren Niels fra virksomheden Social Square, der tilbyder at hjælpe organisationer med at indføre web 2.0-løsninger i deres kommunikation, kritiserer Kolding Kommune for at have en "problematisk tilgang til webbaseret dialog". Læs hans post her:
http://socialsquare.dk/2007/05/01/kommunal-envejskommunikation/#comment-4380
Niels reagerer på udtalelser fra Koldings digitaliseringschef i Ejours tema om kommuner og webdialog:
http://www.djh.dk/ejour/64/64Dialog.html
Nu kan du selv læse dialogen på Social Squares blog, her vil jeg fortælle, hvad vi lige nu har af planer med www.kolding.dk i relation til web 2.0:
- I lighed med Arla Forum vil vi indføre en sætte-fluebensmulighed, når borgere sender spørgsmål ind via "Spørg om kommunen" på hjemmesiden. Her bliver man spurgt: Må kolding.dk offentliggøre dit spørgsmål og navn sammen med svaret?
- Vi diskuterer, om vi efter hver historie skal have et link kaldet "kommenter denne side", så læseren tilskyndes til at ytre sig.
- Vi vil gennemgå brugervenligheden på vores debatsite og lave forbedringer.
- Jeg vil - hvis der er interesserede til det - lave et bloggingforløb på vores intranet, Hercules, hvor forskellige medarbejdere skal blogge om, hvad rekrutteringsvanskelighederne (=at der mangler hænder flere steder) betyder for vores arbejdsplads, og hvordan problemet løses.
- Den 25. juni holder jeg et oplæg for Direktionen om web 2.0 og de muligheder og forpligtelser, det giver.
- En arbejdsgruppe med digitaliseringschef Michael Hviid som formand forbereder en borgerweb-løsning à la Holbæk.
- Teknisk Forvaltning har henvendt sig for at få forslag til dialogmuligheder i relation til det stående udvalg, Lokalområdeudvalget.
- På Kolding Biblioteks hjemmeside blogger musikbibliotekarer, og biblioteket vil gerne udbygge dialogen:
http://www.koldingbib.dk
Der er altså bestemt grøde, og vi er ikke dialogforskrækkede. Men som skrevet til Niels fra Social Square:
"Er der én ting, jeg hverken internt eller eksternt har lyst til, er det at stable nogle faciliteter på benene, som står gabende tomme, fordi borgerne er bedøvende ligeglade, eller fordi de ikke gider bruge nettet til formålet."
Kald det bare en defensiv tilgang. Jeg vil nu en gang have en vis sikkerhed for, at der er et brugerbehov og en relevans, inden Kommunikationstjenesten bruger kræfter på at stille en dialogramme til rådighed. Vi vil bruge muligheden i konkret sammenhæng, når vi forventer, at nogen gider snakke.
onsdag den 16. maj 2007
Den 5. statsmagt
Min søn, Magnus, går i 2.g på Ingrid Jespersens Gymnasium (matematik og samfundsfag er vigtigste fag). Han blogger, og det gør to af vennerne, Emil og Katrine, også. Flere har gjort, men mistede interessen.
Magnus siger, at man som blogger er en del af den femte statsmagt, og at bloggingen er en del af den interne humor i gruppen.
Her er link til de tre:
Emil http://emiles.blog.com
Katrine http://galdeblaeren.blogspot.com
Magnus http://magnus-om-alt.blog.com
Hvorfor, Magnus?
Jeg gør det for at udfolde mig sprogligt og få lidt træning i at skrive. Jeg vil gerne være politisk kommentator. Det er sjovt at få sine holdninger ud, jeg interesserer mig jo for politik.
Tænker du på publikum?
Nej. Jeg har i snit én læser om dagen. Jeg skriver mest for mig selv og et par venner, som også blogger. Det kan ikke interessere andre end mig selv og den snævre kreds. Men jeg tænker dog så meget på, at der er et publikum, at jeg ikke har lyst til at skrive om min forelskelse i en pige, som kan læse bloggen.
Har du overvejet, om der skal være en ramme for din blog?
Nej. Jeg skriver, hvad jeg tænker. Det er en dagbog om, hvad jeg synes er interessant for tiden. Det er en anarkistisk internetøvelse uden noget dybere formål. Og så er det lidt sejt at gå og tale med sine venner om, at man er blogger. Bloggere er den femte statsmagt! Det er en del af den interne humor blandt mig og mine venner. Emil og Katrine er de eneste, der stadig blogger jævnligt. Katrine brokker sig over sproglige petitesser i sin blog. For eksempel over, at ordet "abildgård" er gledet ud af sproget. Emil poster mere weird. Mig og Emil førte en diskussion på nettet om islamiseringen af Danmark. Vi kommenterede lidt frem og tilbage, men nåede ikke til enighed.
Magnus siger, at man som blogger er en del af den femte statsmagt, og at bloggingen er en del af den interne humor i gruppen.
Her er link til de tre:
Emil http://emiles.blog.com
Katrine http://galdeblaeren.blogspot.com
Magnus http://magnus-om-alt.blog.com
Hvorfor, Magnus?
Jeg gør det for at udfolde mig sprogligt og få lidt træning i at skrive. Jeg vil gerne være politisk kommentator. Det er sjovt at få sine holdninger ud, jeg interesserer mig jo for politik.
Tænker du på publikum?
Nej. Jeg har i snit én læser om dagen. Jeg skriver mest for mig selv og et par venner, som også blogger. Det kan ikke interessere andre end mig selv og den snævre kreds. Men jeg tænker dog så meget på, at der er et publikum, at jeg ikke har lyst til at skrive om min forelskelse i en pige, som kan læse bloggen.
Har du overvejet, om der skal være en ramme for din blog?
Nej. Jeg skriver, hvad jeg tænker. Det er en dagbog om, hvad jeg synes er interessant for tiden. Det er en anarkistisk internetøvelse uden noget dybere formål. Og så er det lidt sejt at gå og tale med sine venner om, at man er blogger. Bloggere er den femte statsmagt! Det er en del af den interne humor blandt mig og mine venner. Emil og Katrine er de eneste, der stadig blogger jævnligt. Katrine brokker sig over sproglige petitesser i sin blog. For eksempel over, at ordet "abildgård" er gledet ud af sproget. Emil poster mere weird. Mig og Emil førte en diskussion på nettet om islamiseringen af Danmark. Vi kommenterede lidt frem og tilbage, men nåede ikke til enighed.
Så kom der hul, og nu vælter det ud
Øj, hvor morsomt og tankevækkende! Nu har jeg mailet til en række mennesker - venner, familie, forretningsforbindelser - og afsløret linket til min hemmelige blog, og så kommer skrivekløen.
Mon nogen læser det?
Mon nogen synes noget?
Lægger de en kommentar?
Jeg skal være nede i kajakklubben om præcis en time og skulle egentlig spise noget aftensmad, men er lige nødt til at lægge en post mere. Hellere blog end mad. Måtte også ringe til Magnus, min søn, og høre, hvad han har gjort sig af overvejelser med sin blog, og hvad han og vennerne blogger for. Magnus´ blog: http://magnus-om-alt.blog.com
Det må være denne drifkraft, der får blogtrenden til at gå sejrsgang. Gyset ved at skrive noget, udstille sig, udtrykke sig, ikke vide over for hvem, men gør det.
Hvor er det morsomt!
Mon nogen læser det?
Mon nogen synes noget?
Lægger de en kommentar?
Jeg skal være nede i kajakklubben om præcis en time og skulle egentlig spise noget aftensmad, men er lige nødt til at lægge en post mere. Hellere blog end mad. Måtte også ringe til Magnus, min søn, og høre, hvad han har gjort sig af overvejelser med sin blog, og hvad han og vennerne blogger for. Magnus´ blog: http://magnus-om-alt.blog.com
Det må være denne drifkraft, der får blogtrenden til at gå sejrsgang. Gyset ved at skrive noget, udstille sig, udtrykke sig, ikke vide over for hvem, men gør det.
Hvor er det morsomt!
Ville Anne Frank og Jens Otto Krag være bloggere?
Tilfældigvis har jeg to dagbøger hjemme fra biblioteket. Anne Franks, som jeg læser sammen med min tiårige datter, Josefine, fordi vi lige har besøgt det jødiske museum i Berlin. Og Søsser Krags "Min fars datter", som er Jens Otto Krags dagbog udsat for Søssers kommentarer.
Hvad er forskellen på en dagbog og en blog?
En dagbog - i al fald Anne Franks - er et mentalhygiejnisk værktøj for skriveren. En ven at betro sig til, næppe med det formål, at andre skal læse den. Når Anne Frank skriver til Kitty om fortrædelighederne i baghuset under 2. verdenskrig, har hun ikke haft udgivelse for øje. Dagbogen - Kitty - er en veninde og en afløbskanal for teenagerens følelsesmæssige kvababbelser.
Da Anne Franks far efter krigen udgiver dagbogen, sker det i en censureret udgave, hvor især Annes fortvivlede forhold til sin mor er skåret væk. Senere udkommer den fulde dagbog.
Jens Otto Krag... Har kan skrevet med offentliggørelse for øje eller ikke? Jeg tror, han har vidst, at bogen ville komme for en dag - han forhindrede det i al fald ikke.
Hans optegnelser er mere blog-agtige end Anne Franks, helt forskellige i sprog og stil, nogle poster lange, andre ultrakorte. Men de er private på samme måde som Anne Franks.
En god blog har en label, en klar afgrænsning, en sproglig kvalitet. Hvis den er privat, er det på en almen måde. Den er beregnet til andre mennesker, og bloggeren får et kick af den udveksling, bloggen giver. Bloggen kommer til live gennem læseren og er intet uden læseren.
En dagbog er, som den er. Den er bare til skriveren selv. Derfor synes jeg, det er noget vrøvl at kalde en blog for en dagbog på nettet.
Hvad siger du? Ville Anne Frank og Jens Otto Krag have blogget?
Hvad er forskellen på en dagbog og en blog?
En dagbog - i al fald Anne Franks - er et mentalhygiejnisk værktøj for skriveren. En ven at betro sig til, næppe med det formål, at andre skal læse den. Når Anne Frank skriver til Kitty om fortrædelighederne i baghuset under 2. verdenskrig, har hun ikke haft udgivelse for øje. Dagbogen - Kitty - er en veninde og en afløbskanal for teenagerens følelsesmæssige kvababbelser.
Da Anne Franks far efter krigen udgiver dagbogen, sker det i en censureret udgave, hvor især Annes fortvivlede forhold til sin mor er skåret væk. Senere udkommer den fulde dagbog.
Jens Otto Krag... Har kan skrevet med offentliggørelse for øje eller ikke? Jeg tror, han har vidst, at bogen ville komme for en dag - han forhindrede det i al fald ikke.
Hans optegnelser er mere blog-agtige end Anne Franks, helt forskellige i sprog og stil, nogle poster lange, andre ultrakorte. Men de er private på samme måde som Anne Franks.
En god blog har en label, en klar afgrænsning, en sproglig kvalitet. Hvis den er privat, er det på en almen måde. Den er beregnet til andre mennesker, og bloggeren får et kick af den udveksling, bloggen giver. Bloggen kommer til live gennem læseren og er intet uden læseren.
En dagbog er, som den er. Den er bare til skriveren selv. Derfor synes jeg, det er noget vrøvl at kalde en blog for en dagbog på nettet.
Hvad siger du? Ville Anne Frank og Jens Otto Krag have blogget?
Tilflytterne skal hjælpe andre tilflyttere - og kommunen
Randi Jensen, lederen for Folkeregisteret, ringede i mandags: Jeg modtager en lind strøm af mails fra mennesker, der overvejer at flytte til byen, sagde hun. "Kan I ikke lave noget på hjemmesiden, så jeg bare kan henvise dem dertil i stedet for at skrive svaret hver gang? Mange af spørgsmålene angår slet ikke mig, de havner bare hos mig."
Ifølge Randi spørger tilflytterne fx:
I hvert tilfælde kan man faktisk finde svar på¨www.kolding.dk, man skal bare lede efter det! Så selvfølgelig skal vi samle et minisite, hvor tilflytterne bliver nurset tilbørligt. En række andre kommuner har det, fx Vejle, og vi har selvfølgelig overvejet det.
Så tænker jeg: Mon vi kan få tilflytterne til at bidrage med indhold? Fotos, overvejelser, gode råd, kritik?
Dorthe Breschel fra Hvidovre Kommune fortalte på sidste diplommodul, at hun er i kontakt med en tilflytter, der har henvendt sig til Hvidovre Kommune, og som Dorthe forsøger at få til at blogge om, hvordan det er at flytte til Hvidovre.
Vi får se. Ideen er god!
Ifølge Randi spørger tilflytterne fx:
- Hvad er skatteprocenten?
- Hvor er der byggegrunde til salg?
- Er skolevejen til den-og-den skole sikker?
- Er der pasningsgaranti?
- Hvor hurtigt kan vi få en dagplejeplads?
- Hvordan kommer man af med sit storskrald?
I hvert tilfælde kan man faktisk finde svar på¨www.kolding.dk, man skal bare lede efter det! Så selvfølgelig skal vi samle et minisite, hvor tilflytterne bliver nurset tilbørligt. En række andre kommuner har det, fx Vejle, og vi har selvfølgelig overvejet det.
Så tænker jeg: Mon vi kan få tilflytterne til at bidrage med indhold? Fotos, overvejelser, gode råd, kritik?
Dorthe Breschel fra Hvidovre Kommune fortalte på sidste diplommodul, at hun er i kontakt med en tilflytter, der har henvendt sig til Hvidovre Kommune, og som Dorthe forsøger at få til at blogge om, hvordan det er at flytte til Hvidovre.
Vi får se. Ideen er god!
For mange ledige stillinger - det skal kollegerne blogge om
Hvis Kolding Kommune skal blogge, er en oplagt anledning, at vi har store problemer med at rekruttere personale.
På mandag skal Direktionen godkende kommissorium og sammensætning af en arbejdsgruppe, der skal løse problemet, læs: bedre tilstanden. Jeg har snakket med vores HR-chef, Peter Nissen, om at samle en gruppe på ca. otte medarbejdere fra forskellige afdelinger, som skal blogge om, hvad manglen på arbejdskraft betyder for dem i dagligdagen, og hvordan Kommunen kan blive stærkere til at rekruttere tilstrækkeligt med rigtige mennesker.
"Det ligger dybt i de fleste mennesker, at de gerne vil hjælpe, når de bliver bedt om det," siger vores diplomlærer, Peter Østergaard Sørensen. Hvis Kommunen spørger de ansatte eller borgerne, om de vil hjælpe med at løse et problem, så hjælper de!
Vi mangler i alarmerende grad social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere og tandlæger. Pressen skriver, at det offentlige kommer til at mangle dygtige ledere i fremtiden, og med den alderssammensætning, vores medarbejderstab har, får vi en åreladning af folk over de næste 10-15 år.
Vi må gøre noget, og det skal i første omgang de ansatte hjælpe med. Nogle - jeg forestiller mig otte skrivelystne personer - skal blogge, de andre skal komme med forslag og kommentarer til bloggerne og forhåbentlig ideer, der kan bruges.
Sådan kan labelen for de otte bloggs være:
Formål:
Jeg vil fortælle konkrete oplevelser fra dagligdagen på min arbejdsplads (navn), hvor problemet med for få hænder kommer til udtryk. Og jeg vil delagtiggøre kollegerne i mine overvejelser om, hvad jeg kan gøre, hvad min ledelse kan gøre, og hvad Kommunens topledelse kan gøre for at løse problemet.
Målgruppe:
Alle medarbejdere ved Kolding Kommune, som har adgang til intranettet Hercules (=i praksis alle medarbejdere, der ønsker at bruge en pc).
På mandag skal Direktionen godkende kommissorium og sammensætning af en arbejdsgruppe, der skal løse problemet, læs: bedre tilstanden. Jeg har snakket med vores HR-chef, Peter Nissen, om at samle en gruppe på ca. otte medarbejdere fra forskellige afdelinger, som skal blogge om, hvad manglen på arbejdskraft betyder for dem i dagligdagen, og hvordan Kommunen kan blive stærkere til at rekruttere tilstrækkeligt med rigtige mennesker.
"Det ligger dybt i de fleste mennesker, at de gerne vil hjælpe, når de bliver bedt om det," siger vores diplomlærer, Peter Østergaard Sørensen. Hvis Kommunen spørger de ansatte eller borgerne, om de vil hjælpe med at løse et problem, så hjælper de!
Vi mangler i alarmerende grad social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere og tandlæger. Pressen skriver, at det offentlige kommer til at mangle dygtige ledere i fremtiden, og med den alderssammensætning, vores medarbejderstab har, får vi en åreladning af folk over de næste 10-15 år.
Vi må gøre noget, og det skal i første omgang de ansatte hjælpe med. Nogle - jeg forestiller mig otte skrivelystne personer - skal blogge, de andre skal komme med forslag og kommentarer til bloggerne og forhåbentlig ideer, der kan bruges.
Sådan kan labelen for de otte bloggs være:
Formål:
Jeg vil fortælle konkrete oplevelser fra dagligdagen på min arbejdsplads (navn), hvor problemet med for få hænder kommer til udtryk. Og jeg vil delagtiggøre kollegerne i mine overvejelser om, hvad jeg kan gøre, hvad min ledelse kan gøre, og hvad Kommunens topledelse kan gøre for at løse problemet.
Målgruppe:
Alle medarbejdere ved Kolding Kommune, som har adgang til intranettet Hercules (=i praksis alle medarbejdere, der ønsker at bruge en pc).
tirsdag den 15. maj 2007
Troels er skeptisk over for web 2.0 - herligt!
På vores afdelingsmøde den 11. maj fik jeg endelig taget mig sammen til at fortælle afdelingen om lidt af det, jeg har lært på diplomuddannelsen.
Vi kiggede på Arla Forum, Ditcentrum.dk og mitkbh.dk, og jeg fortalte om det generøse mindset bag web 2.0.
Vi berørte muligheden af at bruge Arla Forums metode med at lade brugere vinge af, hvis de giver Arla tilladelse til at offentliggøre spørgsmål/kommentar på hjemmesiden sammen med svar. Vi drøftede, om vi konsekvent på hver kolding.dk-side skal lave en "kommenter denne side"-mulighed. Eller eventuelt "giv siden points". Ti mest læste vendte vi også ganske kort. Ikke fordi denslags overvejelser er nye.
Troels Vinding, souschef og ansvarlig for vores netmedier, sagde, at han synes, al den web 2.0-snak er gammel vin på nye flasker. Det ligger i internettets natur at være interaktivt, og brugerinddragelse har længe været en mulighed. Bare tænk på Politikens polonline, som var det første community i Danmark, der var i fuld aktivitet i midten af 1990´erne. Længe før nogen talte om sociale medier. Der er et element af selvforstærkende selvsving i, at alle taler om Web 2.0, og alle pludselig skal være med, blogge og gøre ved - hvad enten de har noget på hjerte eller ej. Er man ikke med, er man bag af dansen. Sikke noget pjat.
Sjovt, at Troels reagerede fuldstændig på samme måde, som jeg gjorde på diplomuddannelsen, da Hans Henrik Heming fra Connecta havde fortalt os, hvilket paradigmeskifte, Web 2.0 er. Og meget bekræftende, at et menneske som Troels, der på ingen måde kan beskyldes for at være fodslæbende og teknologiforskrækket, kan komme til samme "spis nu lige brød til"-konklusion.
Web 2.0 er et godt ord at have, når man skal tale om et komplekst begreb. Men lad os ikke skræmme til at tro, at vi er nødt til at springe på vognen for enhver pris. Der skal være mening selv med web 2.0!
Vi kiggede på Arla Forum, Ditcentrum.dk og mitkbh.dk, og jeg fortalte om det generøse mindset bag web 2.0.
Vi berørte muligheden af at bruge Arla Forums metode med at lade brugere vinge af, hvis de giver Arla tilladelse til at offentliggøre spørgsmål/kommentar på hjemmesiden sammen med svar. Vi drøftede, om vi konsekvent på hver kolding.dk-side skal lave en "kommenter denne side"-mulighed. Eller eventuelt "giv siden points". Ti mest læste vendte vi også ganske kort. Ikke fordi denslags overvejelser er nye.
Troels Vinding, souschef og ansvarlig for vores netmedier, sagde, at han synes, al den web 2.0-snak er gammel vin på nye flasker. Det ligger i internettets natur at være interaktivt, og brugerinddragelse har længe været en mulighed. Bare tænk på Politikens polonline, som var det første community i Danmark, der var i fuld aktivitet i midten af 1990´erne. Længe før nogen talte om sociale medier. Der er et element af selvforstærkende selvsving i, at alle taler om Web 2.0, og alle pludselig skal være med, blogge og gøre ved - hvad enten de har noget på hjerte eller ej. Er man ikke med, er man bag af dansen. Sikke noget pjat.
Sjovt, at Troels reagerede fuldstændig på samme måde, som jeg gjorde på diplomuddannelsen, da Hans Henrik Heming fra Connecta havde fortalt os, hvilket paradigmeskifte, Web 2.0 er. Og meget bekræftende, at et menneske som Troels, der på ingen måde kan beskyldes for at være fodslæbende og teknologiforskrækket, kan komme til samme "spis nu lige brød til"-konklusion.
Web 2.0 er et godt ord at have, når man skal tale om et komplekst begreb. Men lad os ikke skræmme til at tro, at vi er nødt til at springe på vognen for enhver pris. Der skal være mening selv med web 2.0!
Formål med denne blog præciseres
Det begynder at stramme til, hvis jeg skal nå at få blogget noget og dermed opfylde kravet til eksamen, inden eksamensopgaven afleveres 6. juni.
Konturen af min blog er ikke klar nok, noget må gøres. Jeg vælger dog at undlade at slette foregående poster, fordi de er vidnesbyrd om min famlende proces. Efter moden overvejelse beslutter jeg nu følgende formål, målgruppe og beskrivelse af denne blog:
FORMÅL
Jeg vil skildre mine overvejelser og iagttagelser om Web 2.0 og brugerinddragelse både i min egen organisation, Kolding Kommune, og i andre sammenhænge.
MÅLGRUPPE
Primært mine kolleger i Kommunikationstjenesten, Kolding Kommune. Sekundært lærer, vejleder og medstuderende på diplomuddannelsen Journalistik til flere medier. Tertiært mit faglige netværk og min søn, Magnus, som også er blogger.
BESKRIVELSE
Mine poster er korte og flygtige notater frem for ambitiøse essays. Til gengæld skal kadencen betydeligt op, der skal skrives nærmest dagligt. Tekst bliver det bærende, jeg får ikke fotograferet meget, tagget og lagt link ind. Men det kan vel samles op en solskinsdag, hvor der er god tid til at lægge arm med softwaren.
Konturen af min blog er ikke klar nok, noget må gøres. Jeg vælger dog at undlade at slette foregående poster, fordi de er vidnesbyrd om min famlende proces. Efter moden overvejelse beslutter jeg nu følgende formål, målgruppe og beskrivelse af denne blog:
FORMÅL
Jeg vil skildre mine overvejelser og iagttagelser om Web 2.0 og brugerinddragelse både i min egen organisation, Kolding Kommune, og i andre sammenhænge.
MÅLGRUPPE
Primært mine kolleger i Kommunikationstjenesten, Kolding Kommune. Sekundært lærer, vejleder og medstuderende på diplomuddannelsen Journalistik til flere medier. Tertiært mit faglige netværk og min søn, Magnus, som også er blogger.
BESKRIVELSE
Mine poster er korte og flygtige notater frem for ambitiøse essays. Til gengæld skal kadencen betydeligt op, der skal skrives nærmest dagligt. Tekst bliver det bærende, jeg får ikke fotograferet meget, tagget og lagt link ind. Men det kan vel samles op en solskinsdag, hvor der er god tid til at lægge arm med softwaren.
lørdag den 14. april 2007
Klart sprog vigtigere end teknologiske færdigheder
Det bedste ved at efteruddanne sig er, at man systematisk kastes i reflektion over sin dagligdag. Journalistik til flere medier er rette kursus på rette tidspunkt. Den lærdom, vi tilegner os, bekræfter min afdelings arbejdsform og holdning: At succes bygger på holdarbejde frem for enkeltpersonens præstation. At web 2.0 foreskriver dialog og generøsitet. At modtager frem for afsender er gud. At kommunikation både er masse- og interpersonel kommunikation. (Sidstnævnte er noget af en udfordring! Vi kører stadig afsender-budskab-modtager-effekt-modellen. Hvornår mon det ændrer sig?)
Jeg har læst Convergent Journalism, an introduction af Stephen Quinn og Vincent F. Filak (Focal Press 2005). Midterdelen er ret håndværkspræget, bogen henvender sig til mediestuderende. Kapitel 1-6 og 13 er imidlertid kursusrelevante. I forlængelse af forrige to-tre poster følger her bogens optimistiske spådomme om, at der er en berettigelse for journalister i fremtidens fragmenterede, konvergente medieverden.
Konvergens!
Ægte konvergens forekommer, når ansatte i et mediehus samarbejder om at formidle en historie på husets medieplatforme (print, tv, radio, web) netop sådan, at hver platform bruges til det, den er overlegen til.
Bogen konstaterer, at ægte konvergens ikke medfører besparelse på de led, der producerer indholdet (!!!) Kanske der er rationalisering at høste i back office, men superjournalisten, der samtidig producerer til alle platforme, anser forfatterne for uhensigtsmæssig: Den praksis fører til middelmådig reproduktion af samme indhold til alle platforme, hvor idealet er, at platformene supplerer hinanden, så mediekonsumenten får kontekst og baggrund.
Formuleringsevne er vigtigst
Bogen omtaler en undersøgelse blandt chefredaktører, der fortæller, hvad de går efter ved nyansættelser. Overraskende anser de evnen til at formulere sig klart for vigtigere end teknologiske færdigheder.
I den konvergente medieverden efterspørges journalister, der kan fortælle en historie ved hjælp af (dagblads)journalistikkens klassiske værktøjskasse, men på tværs af platforme. Sproget, vinklingen, nyhedstrekanten er det centrale. Vederkvægende læsning for teknologiforskrækkede mig fra stenalderen!
Analysere og sammenfatte
Et par centrale citater:
"Clear writing and the provision of context and background will remain fundamental to the journalists role."
"Content has never been king because the world already has more than enough content."
"Instead of finding, the challenge is filtering."
"Quality content is what will keep the media alive and intelligent. The skills of synthesis and analysis..." evnen til at koge en kæmpe mængde information ned til et dækkende resume er en central, journalistisk opgave.
Plejer ihjel
Dernæst skal journalisten favne de kulturelle skift, som konvergensen skaber. Tendensen til, at den skrivende ser ned på broadcastjournalisten og vice versa. Tendensen til, at man nok samarbejder, men alligevel holder vigtige soloinformationer tilbage for egen platforms vinding... De begrænsninger skal overvindes. "Vi plejer" og stærke fagforeningers forsøg på at håndhæve faggrænser, som hæmmer konvergens, skal udryddes.
Men det vil gå helt af sig selv, forudser bogen. Selv om publikum fragmenteres fra få til utallige medier, selv om mediebrugerne bliver medproducenter... vil der fortsat være opgaver for journalister og fornuft i at uddanne sig til faget.
Nuvel. Skønt en maskinstormer nyder at læse, at formuleringsevne går forud for "technological skills", er redaktionens nørder alligevel uundværlige. De kolleger, der kan:
Jeg har læst Convergent Journalism, an introduction af Stephen Quinn og Vincent F. Filak (Focal Press 2005). Midterdelen er ret håndværkspræget, bogen henvender sig til mediestuderende. Kapitel 1-6 og 13 er imidlertid kursusrelevante. I forlængelse af forrige to-tre poster følger her bogens optimistiske spådomme om, at der er en berettigelse for journalister i fremtidens fragmenterede, konvergente medieverden.
Konvergens!
Ægte konvergens forekommer, når ansatte i et mediehus samarbejder om at formidle en historie på husets medieplatforme (print, tv, radio, web) netop sådan, at hver platform bruges til det, den er overlegen til.
Bogen konstaterer, at ægte konvergens ikke medfører besparelse på de led, der producerer indholdet (!!!) Kanske der er rationalisering at høste i back office, men superjournalisten, der samtidig producerer til alle platforme, anser forfatterne for uhensigtsmæssig: Den praksis fører til middelmådig reproduktion af samme indhold til alle platforme, hvor idealet er, at platformene supplerer hinanden, så mediekonsumenten får kontekst og baggrund.
Formuleringsevne er vigtigst
Bogen omtaler en undersøgelse blandt chefredaktører, der fortæller, hvad de går efter ved nyansættelser. Overraskende anser de evnen til at formulere sig klart for vigtigere end teknologiske færdigheder.
I den konvergente medieverden efterspørges journalister, der kan fortælle en historie ved hjælp af (dagblads)journalistikkens klassiske værktøjskasse, men på tværs af platforme. Sproget, vinklingen, nyhedstrekanten er det centrale. Vederkvægende læsning for teknologiforskrækkede mig fra stenalderen!
Analysere og sammenfatte
Et par centrale citater:
"Clear writing and the provision of context and background will remain fundamental to the journalists role."
"Content has never been king because the world already has more than enough content."
"Instead of finding, the challenge is filtering."
"Quality content is what will keep the media alive and intelligent. The skills of synthesis and analysis..." evnen til at koge en kæmpe mængde information ned til et dækkende resume er en central, journalistisk opgave.
Plejer ihjel
Dernæst skal journalisten favne de kulturelle skift, som konvergensen skaber. Tendensen til, at den skrivende ser ned på broadcastjournalisten og vice versa. Tendensen til, at man nok samarbejder, men alligevel holder vigtige soloinformationer tilbage for egen platforms vinding... De begrænsninger skal overvindes. "Vi plejer" og stærke fagforeningers forsøg på at håndhæve faggrænser, som hæmmer konvergens, skal udryddes.
Men det vil gå helt af sig selv, forudser bogen. Selv om publikum fragmenteres fra få til utallige medier, selv om mediebrugerne bliver medproducenter... vil der fortsat være opgaver for journalister og fornuft i at uddanne sig til faget.
Nuvel. Skønt en maskinstormer nyder at læse, at formuleringsevne går forud for "technological skills", er redaktionens nørder alligevel uundværlige. De kolleger, der kan:
- få interaktive løsninger til at virke
- overvinde webprogrammets begrænsninger
- bombe fotos i PhotoShop
- layoute i Indesign
- redigere lyd og video
- håndtere rss-feeds
- (og så videre)
Som bogen siger: Et bedre alternativ til superjournalisten er, når den enkelte er dygtig i sin niche, anerkendende over for kollegernes nicher OG parterne producerer i et symbiotisk samarbejde.
Journalist i sandhedens tjeneste? Glem det!
Denne post tilegnes min gymnasieven, Niels Rohleder, den dygtigste og mest idealistiske journalist, jeg kender, som nu er lærer på Kommunikationshøjskolen Vallekilde. Hej Niels!
Hvorfor forlod jeg den uafhængige journalistik og blev kommunikationsmedarbejder? Hvilket skred dræbte forestillingen om at være historiefortæller i sandhedens og de svages tjeneste, en, der skulle gøre verden bedre? Der er mange små knæk på vejen.
Censur på Information?
Et afgørende fik jeg under en af adskillige forlængelser som tidsbegrænset reporter på Dagbladet Information, (hvor jeg delte kontor med førnævnte Niels Rohleder, som skaffede mig ind på avisen). Det var under dækning af historien om Brent Spar, den udtjente olieboreplatform, som Shell ville dumpe i havet, fordi dét var billigere end at bugsere platformen til Norge og skrotte den. Som nogle vil huske, førte forbrugerboykot og ballade til, at Norge-løsningen faktisk blev valgt.
Men altså: Her skrev jeg for det dagblad, hvis linje kom tættest blandt danske aviser på noget, jeg identificerede mig med. Og hvad skete? Jeg fandt en vinkel - husker ikke detaljerne, kun konklusionen - en vinkel, der var kritisk over for miljøorganisationen Greenpeace. Men chefredaktøren mente ikke, vinklen var passende, og pillede mig af Brent Spar-sagen.
Meget havde jeg prøvet på tidligere arbejdspladser - Albertslund Posten, Carlsberg A/S og TV Avisen (sidstnævnte som praktikant). Men på Information, hvor Niels Rohleder helt i stedets ånd havde en screensaver med ordene: "Ærlig, osse når det er besværlig"! Det Brent Spar-knæk glemmer jeg aldrig.
I dag tænker jeg, at:
Hvorfor forlod jeg den uafhængige journalistik og blev kommunikationsmedarbejder? Hvilket skred dræbte forestillingen om at være historiefortæller i sandhedens og de svages tjeneste, en, der skulle gøre verden bedre? Der er mange små knæk på vejen.
Censur på Information?
Et afgørende fik jeg under en af adskillige forlængelser som tidsbegrænset reporter på Dagbladet Information, (hvor jeg delte kontor med førnævnte Niels Rohleder, som skaffede mig ind på avisen). Det var under dækning af historien om Brent Spar, den udtjente olieboreplatform, som Shell ville dumpe i havet, fordi dét var billigere end at bugsere platformen til Norge og skrotte den. Som nogle vil huske, førte forbrugerboykot og ballade til, at Norge-løsningen faktisk blev valgt.
Men altså: Her skrev jeg for det dagblad, hvis linje kom tættest blandt danske aviser på noget, jeg identificerede mig med. Og hvad skete? Jeg fandt en vinkel - husker ikke detaljerne, kun konklusionen - en vinkel, der var kritisk over for miljøorganisationen Greenpeace. Men chefredaktøren mente ikke, vinklen var passende, og pillede mig af Brent Spar-sagen.
Meget havde jeg prøvet på tidligere arbejdspladser - Albertslund Posten, Carlsberg A/S og TV Avisen (sidstnævnte som praktikant). Men på Information, hvor Niels Rohleder helt i stedets ånd havde en screensaver med ordene: "Ærlig, osse når det er besværlig"! Det Brent Spar-knæk glemmer jeg aldrig.
I dag tænker jeg, at:
- Journalistik i værste fald er det indhold, man smører bag på de annoncer, som mediet lever af. I bedste fald lever journalistikken i symbiose med samme annoncer, fordi redaktionelt indhold og annoncer er hinandens finansielle forudsætninger (*)
- Selv Danmarks Radio som public servicevirksomhed sælger ud af de klassiske idealer for nyhedsjournalistik. Radioavisen er bestemt okay, men TV Avisens niveau falder og falder. De reproducerer dagspressens rundhyl, udpensler ligegyldige uenigheder blandt christiansborgpolitikere og tager alt for sjældent væsentlige samfundsproblemer op.
- Vælger jeg en organisation, hvis værdier jeg identificerer mig med, kan min faglighed bidrage mere til verdens gavn som kommunikationsmedarbejder her, end den kunne på en traditionel, journalistisk arbejdsplads.
(*) Eksempel på, at annoncer har forrang for redaktionelt indhold: Forleden ringede et landsdækkende medie, som påtænker at byde på Kolding Kommunes udbud af den samlede kommunale annoncering. I udbudsmaterialet har vi af mediet krævet "minimum 30 procent redaktionelt stof, heraf mindst 15 procent egenproduceret redaktionelt stof" samt "en journalistisk dækning af livet i lokalområdet". Mediet, der påtænker at byde på opgaven, spørger, om Kolding Kommune selv vil levere dele af eller hele det redaktionelle stof, som udbudet kræver!
Ja. Jeg er ret desillusioneret. Men så læste jeg bogen Convergent Journalism, an introduction af Quinn og Filak (Focal Press) i forbindelse med mit diplomkursus i journalistik til flere medier. Den bog giver håb. Det handler næste post om...
Masser at lave for indholdsproducenter, masser af godt indhold!
Kort efter sidste post, (umiddelbart efter faktisk, har bare ikke haft stunder til at blogge siden), gik det op for mig, at fremtiden for professionelle producenter af indhold ikke er så sort endda.
Som Lasse Jensen siger i en af sine teasere til programmet Mennesker og Medier (frit efter hukommelsen): "Når vi ikke sover, forbruger vi medier."
En undersøgelse fra 2003 viser da også, at en gennemsnitsamerikaner konsumerer medier i 10 timer i døgnet. Vel at mærke ofte flere medier samtidig. (Ifølge bogen Convergent Journalism, an introduction. Af Quinn og Filak, Focal Press 2005).
Jeg konsumerer en del og støtter som sådan nogle af producenterne, jeg:
Som Lasse Jensen siger i en af sine teasere til programmet Mennesker og Medier (frit efter hukommelsen): "Når vi ikke sover, forbruger vi medier."
En undersøgelse fra 2003 viser da også, at en gennemsnitsamerikaner konsumerer medier i 10 timer i døgnet. Vel at mærke ofte flere medier samtidig. (Ifølge bogen Convergent Journalism, an introduction. Af Quinn og Filak, Focal Press 2005).
Jeg konsumerer en del og støtter som sådan nogle af producenterne, jeg:
scanner:
- JydskeVestkysten, 1. sektion
- Kolding Ugeavis
- DK-Nyt
- Danske Kommuner inkl. online
- kommunikationsforum.dk
- Mandag Morgen (læser det interessante)
- Børsen (læser det interessante)
- ALT for Damerne
- Eurowoman
- Kommunikatøren
- Vogue
læser:
- Børsen, sektion MediaMarked
- JydskeVestkysten/ Trekanten (af pligt, er særdeles skeptisk over for sektionens journalistiske niveau og ville ikke købe avisen selv)
- Journalisten
- Costume
- Tænk
ser:
(... næsten ikke tv, men dog somme tider:)
- Jersild og spin
- Satire på DR2
- DR2 Deadline
- TV Syd
- TV Avisen
- DR´s dramaserier såsom Ørnen og Forbrydelsen
hører:
DR P1, især:
- Radioavisen
- P1 Morgen
- Mennesker og Medier
- Harddiscen
- P1 Business
- Orientering
- Ud med Sproget
- Krause på Tværs
- Miljømagasinet
Læser bøger, surfer på nettet. Sidstnævnte især i netbutikker. Men der er vist ikke mange journalister involveret?
Summa summarum: Verden er fuld af larm og information. Men der er stadig en masse fantastisk inspirerende medieindhold at inhalere.
søndag den 1. april 2007
Hvad skal der blive af os journalister?
(Overvejelser om egen rolle som journalist i en brugerstyret kommunikation, jvf. krav til kommunikationsopgave).
Mediearbejdsmarkedet vokser, og ifølge en ny rapport fra Undervisningsministeriet vil efterspørgslen efter kommunikatører stige de kommende år.
Kim Minke, just afgået rektor fra Journalisthøjskolen, sagde i DR-P1´s Mennesker og Medier forrige gang, at der aldrig har været så mange ansøgere til journalistuddannelsen som i år. Samme tendens gælder på SDU og RUC.
Så vidt, så godt.
Men som professor Anker Brink Lund fra CBS siger i Journalistforbundets årsberetning 2005-2007 (side 10), giver prognosen for mediebranchens beskæftigelse ikke "garanti for, at journalister passer ind i det arbejdsmarked".
Han siger også:
"Den teknologiske udvikling kommer hurtigt for journalister. Allerede i dag kan du skrive tekster uden dem. Internettet giver nogle utrolige muligheder for at recirkulere tekst uden brug af journalistisk arbejdskraft. For eksempel vil en bibliotekar være langt bedre til informationssøgning, og man kan lave, hvad der ligner nyhedsudsendelser med brugergenererede videoklip. Det giver langt mere spændende reportager, end man kan lave med en helikopter og en speedbåd."
Anker Brink Lund slår fast, at journalister i stedet for at producere nyheder skal indstille sig på at redigere en kompliceret virkelighed. Og det er journalister I JOB, der har problemet. De skal øge deres markedsværdi ved at videreuddanne sig.
Nu er jeg så heldig for tiden at have en markedsværdi, hvor nogen vil betale for det, jeg kan.
Og jeg kan se, hvor mange kommunikationsstillinger der er slået op, så en efterspørgsel findes ganske rigtigt. Færre er desværre de traditionelle journaliststillinger. Men postvæsenet henter omdelere hjem fra Polen, så hvis alt andet glipper, kan jeg tralle rundt på en sennepsgul cykel og dele breve ud til folk. Værktøjskassen fra et halvt liv i journalistik kan der altid findes anvendelse for. Når brevene er delt ud, kan jeg skrive en bog, en blog, et digt eller en kronik...
Det skal nok gå alt sammen.
Men hvad med den (forholdsvis) uafhængige journalistik, når ingen længere gider betale for indhold? Når redaktionerne er befolket med levebrødsjournalister, der har glemt det engagement, der førte dem ind i faget. ELLER er så tyndt bemandede, at de forledes til at copypaste det fyld, som vi talstærke kommunikationsfolk laver, ind i aviser og programmer?
Det SKAL nok gå alt sammen, men de traditionelle dagbladsjournalister går en svær tid i møde. De kommer til at producere indhold til flere platforme, og redaktioner bliver slået sammen - i Århus gælder det Urban og Århus Onsdag. Tilsvarende planer har JP-Politiken med 24 Timer og JP Århus Plus. Den tid er forbi, hvor medier blev drevet af et altruistisk formål til gavn for samfundet. (Peter Kramhøfts udtryk fra bogen "Journalistik med Omtanke".) Der skal tjenes penge, og forbrugerne vil ikke betale for indhold.
Den enkelte journalist må selv finde sin vej til overlevelse. I mellemtiden håber jeg, at der fortsat udgives journalistik, som flytter mig, og som jeg gerne vil betale for. Godt vi har Danmarks Radio, som stadig laver et par håndfulde public service-programmer, der er licensen værd!
Mediearbejdsmarkedet vokser, og ifølge en ny rapport fra Undervisningsministeriet vil efterspørgslen efter kommunikatører stige de kommende år.
Kim Minke, just afgået rektor fra Journalisthøjskolen, sagde i DR-P1´s Mennesker og Medier forrige gang, at der aldrig har været så mange ansøgere til journalistuddannelsen som i år. Samme tendens gælder på SDU og RUC.
Så vidt, så godt.
Men som professor Anker Brink Lund fra CBS siger i Journalistforbundets årsberetning 2005-2007 (side 10), giver prognosen for mediebranchens beskæftigelse ikke "garanti for, at journalister passer ind i det arbejdsmarked".
Han siger også:
"Den teknologiske udvikling kommer hurtigt for journalister. Allerede i dag kan du skrive tekster uden dem. Internettet giver nogle utrolige muligheder for at recirkulere tekst uden brug af journalistisk arbejdskraft. For eksempel vil en bibliotekar være langt bedre til informationssøgning, og man kan lave, hvad der ligner nyhedsudsendelser med brugergenererede videoklip. Det giver langt mere spændende reportager, end man kan lave med en helikopter og en speedbåd."
Anker Brink Lund slår fast, at journalister i stedet for at producere nyheder skal indstille sig på at redigere en kompliceret virkelighed. Og det er journalister I JOB, der har problemet. De skal øge deres markedsværdi ved at videreuddanne sig.
Nu er jeg så heldig for tiden at have en markedsværdi, hvor nogen vil betale for det, jeg kan.
Og jeg kan se, hvor mange kommunikationsstillinger der er slået op, så en efterspørgsel findes ganske rigtigt. Færre er desværre de traditionelle journaliststillinger. Men postvæsenet henter omdelere hjem fra Polen, så hvis alt andet glipper, kan jeg tralle rundt på en sennepsgul cykel og dele breve ud til folk. Værktøjskassen fra et halvt liv i journalistik kan der altid findes anvendelse for. Når brevene er delt ud, kan jeg skrive en bog, en blog, et digt eller en kronik...
Det skal nok gå alt sammen.
Men hvad med den (forholdsvis) uafhængige journalistik, når ingen længere gider betale for indhold? Når redaktionerne er befolket med levebrødsjournalister, der har glemt det engagement, der førte dem ind i faget. ELLER er så tyndt bemandede, at de forledes til at copypaste det fyld, som vi talstærke kommunikationsfolk laver, ind i aviser og programmer?
Det SKAL nok gå alt sammen, men de traditionelle dagbladsjournalister går en svær tid i møde. De kommer til at producere indhold til flere platforme, og redaktioner bliver slået sammen - i Århus gælder det Urban og Århus Onsdag. Tilsvarende planer har JP-Politiken med 24 Timer og JP Århus Plus. Den tid er forbi, hvor medier blev drevet af et altruistisk formål til gavn for samfundet. (Peter Kramhøfts udtryk fra bogen "Journalistik med Omtanke".) Der skal tjenes penge, og forbrugerne vil ikke betale for indhold.
Den enkelte journalist må selv finde sin vej til overlevelse. I mellemtiden håber jeg, at der fortsat udgives journalistik, som flytter mig, og som jeg gerne vil betale for. Godt vi har Danmarks Radio, som stadig laver et par håndfulde public service-programmer, der er licensen værd!
torsdag den 22. marts 2007
Dortes intranet til Hvidovre Kommune - skal vi være Ude & Hjemme?
Hvidovre Kommune vil til sommerferien give alle ikke-administrative medarbejdere en loginkode til Kommunens intranet. Som vi i Kolding har gjort i et år, dog sådan, at interesserede selv skal bede om login.
Så siger min holdkammerat, Dorte Breschel fra Hvidovre Kommune, at hendes persona, en dagplejemor:
- Ikke har tid til at arbejde, hun har så travlt med at hygge sig
- Gerne vil gå på nettet
- Bedst kan lide historier om mennesker, der har problemer. Rigtige mennesker
- Gerne vil have mere viden om børn
Derfor vil Dorte lave et intranet med mere brugerinvolvering under sloganet: Vi vil ha virkelige mennesker! Giv kommunen ansigt og stemme.
En hjemmehjælper har lagt et foto på intranettet af en uredt seng hos en gammel borger og skriver: Jeg lod sengen være, for det er vigtigere at snakke med de gamle. Der er kommentarer for og imod.
En medarbejder har fotograferet den fede kantinemad, en gartner lagt nyudsprungne krokus på. En daginstitutionsleder blogger om, hvordan KB (kommunalbestyrelsen) vil skrive 60 børn mere ind i hendes fritidshjem. Illustration: Ridder slås med drage.
Her kommer min reflektion:
De gængse argumenter for at lokke dagplejemødre, gartnere, lærere og hjemmehjælpere ind på et kommunalt intranet lyder (de fleste bruger vi også i Kolding):
"Vi skal være en fælles kultur"
"Vi skal styrke the company spirit"
"Vi skal dele viden"
"Vi skal gøre samtlige medarbejdere til positive ambassadører"
"Der skal være noget for højre hjernehalvdel - underholdning, identifikation, merværdi, ikke kun hårde fakta"
"Intern kommunikation er forudsætningen for ekstern kommunikation"
Argumenterne er afsenderorienterede!
Vejle Kommune lavede i forbindelse med sammenlægningen en større fokusundersøgelse med otte-ti grupper af ansatte. (Kommunikationsmanden Nick Dalum lavede den.) Man ville kortlægge gruppernes behov for intern kommunikation og agere ud fra konklusionen. Jeg kan ikke finde undersøgelsen på www.vejle.dk lige nu, den har ligget der...
Konklusionen var klar: De ansatte er mest interesserede i nyt om egen faggruppe og har forskellig præference mht. kanal - frit efter hukommelsen: Social- og sundhedsassistenterne vil have besked af nærmeste leder, tillidsrepræsentanten (mundtligt) eller via en opslagstavle. Lærerne vil bruge skoleintra. Så meget husker jeg. De decentrale faggrupper langt fra rådhuset er rystende uinteresserede i al den larm, vi kommunikationsfolk - somme tider på ledelsens foranledning - vælter ud i digital eller trykt form.
Jeg tænker: Man kan næppe lave et generelt intranet, som rammer alle. Ude & Hjemme-historierne vil underholde nogle, men irritere andre. En kommunes ansatte kan deles op i så mange små grupper med forskellige behov. Jvf. lærdommen fra vores diplomkursus tænker jeg, at vi skal sektionere intranettet mere. Udfordringen består i:
Så siger min holdkammerat, Dorte Breschel fra Hvidovre Kommune, at hendes persona, en dagplejemor:
- Ikke har tid til at arbejde, hun har så travlt med at hygge sig
- Gerne vil gå på nettet
- Bedst kan lide historier om mennesker, der har problemer. Rigtige mennesker
- Gerne vil have mere viden om børn
Derfor vil Dorte lave et intranet med mere brugerinvolvering under sloganet: Vi vil ha virkelige mennesker! Giv kommunen ansigt og stemme.
En hjemmehjælper har lagt et foto på intranettet af en uredt seng hos en gammel borger og skriver: Jeg lod sengen være, for det er vigtigere at snakke med de gamle. Der er kommentarer for og imod.
En medarbejder har fotograferet den fede kantinemad, en gartner lagt nyudsprungne krokus på. En daginstitutionsleder blogger om, hvordan KB (kommunalbestyrelsen) vil skrive 60 børn mere ind i hendes fritidshjem. Illustration: Ridder slås med drage.
Her kommer min reflektion:
De gængse argumenter for at lokke dagplejemødre, gartnere, lærere og hjemmehjælpere ind på et kommunalt intranet lyder (de fleste bruger vi også i Kolding):
"Vi skal være en fælles kultur"
"Vi skal styrke the company spirit"
"Vi skal dele viden"
"Vi skal gøre samtlige medarbejdere til positive ambassadører"
"Der skal være noget for højre hjernehalvdel - underholdning, identifikation, merværdi, ikke kun hårde fakta"
"Intern kommunikation er forudsætningen for ekstern kommunikation"
Argumenterne er afsenderorienterede!
Vejle Kommune lavede i forbindelse med sammenlægningen en større fokusundersøgelse med otte-ti grupper af ansatte. (Kommunikationsmanden Nick Dalum lavede den.) Man ville kortlægge gruppernes behov for intern kommunikation og agere ud fra konklusionen. Jeg kan ikke finde undersøgelsen på www.vejle.dk lige nu, den har ligget der...
Konklusionen var klar: De ansatte er mest interesserede i nyt om egen faggruppe og har forskellig præference mht. kanal - frit efter hukommelsen: Social- og sundhedsassistenterne vil have besked af nærmeste leder, tillidsrepræsentanten (mundtligt) eller via en opslagstavle. Lærerne vil bruge skoleintra. Så meget husker jeg. De decentrale faggrupper langt fra rådhuset er rystende uinteresserede i al den larm, vi kommunikationsfolk - somme tider på ledelsens foranledning - vælter ud i digital eller trykt form.
Jeg tænker: Man kan næppe lave et generelt intranet, som rammer alle. Ude & Hjemme-historierne vil underholde nogle, men irritere andre. En kommunes ansatte kan deles op i så mange små grupper med forskellige behov. Jvf. lærdommen fra vores diplomkursus tænker jeg, at vi skal sektionere intranettet mere. Udfordringen består i:
- At strukturere stoffet, så enhver let finder det, han/hun søger
- Løbende via brugertester og logfilanalyser at teste, om struktur og indhold virker efter hensigten
- At lade medarbejdere, som ikke interesserer sig for intranettet, være i fred og sørge for, de får "need to know"-informationen ad anden vej
I Kolding har vi en fælles forside på Hercules (= vores intranet). Dertil har hver enkelt forvaltning eget intranet. Kommunikationstjenesten, hvor jeg arbejder, har som eneste afdeling sit eget.
De decentrale intranet fungerer som opslagsværker på hvis forsider man fx kan læse, når nogen har jubilæum eller fratrædelsesreception. Vi har ikke undersøgt, hvor meget og hvordan de bruges.
Kommunikationstjenesten bestyrer den fælles forside og overordnede struktur. Vi kan ikke sige os fri for som velmenende hattedamer at generere en vis mængde indhold, som mest tjener et afsenderbehov. For eksempel vores arbejdsmiljøfolks behov for at missionere sundhedsbudskaber :-( Vi må løbende have en prioriteringsdebat, og i år har vi på virksomhedsplanen at relancere intranettet med baggrund i brugeranalyser.
Jeg er spændt på, hvilke erfaringer Dorthe fra Hvidovre gør sig med sin opgave - Hej Dorthe!
Holdets kommentarer til min fremlæggelse
Da jeg fremlagde mit projekt, som er beskrevet i forrige post, kom følgende kommentarer op:
Overvej, om ordet "læseKREDS" virker afskrækkende. Bliver det for forpligtende for de potentielle brugere? For eksklusivt? Skal man kunne være med som enkeltperson uden at være medlem af en læsekreds?
Kobl møder i levende live sammen med sitet. (Min kommentar: Det gør vi allerede i høj grad, møder til opstart af nye læsekredse er meget besøgt.)
Hvad er berettigelsen af dit projekt i forhold til litteratursiden.dk?
Overvej, om ordet "læseKREDS" virker afskrækkende. Bliver det for forpligtende for de potentielle brugere? For eksklusivt? Skal man kunne være med som enkeltperson uden at være medlem af en læsekreds?
Kobl møder i levende live sammen med sitet. (Min kommentar: Det gør vi allerede i høj grad, møder til opstart af nye læsekredse er meget besøgt.)
Hvad er berettigelsen af dit projekt i forhold til litteratursiden.dk?
Læsekreds 2.0
Så er jeg klar med en justeret plan, som går lidt mere lige på det, læreren forlanger af min opgave:
Mission (hvorfor er jeg?)
Jeg vil understøtte, facilitere og rekruttere læsekredse på Kolding Bibliotek, så brugerne tilskyndes til at læse litteratur, reflektere over litteratur, dele deres læseoplevelser med andre virtuelt OG i den fysiske verden samt eventuelt få lyst til selv at skrive fiktion.
Hookline (forslag)
Fra bogen ud i livet
Fra læser til medlever til producent
Læs og del
Læsekreds på nettet
På net med læsekredsen
Website
www.koldingbib.dk
Brugere
160 læsekredse tilknyttet Kolding Bibliotekerne
Brugerbehov
- Få opskrift på, hvordan man starter og driver en læsekreds
- Diskutere litteratur med andre
- Anmelde og læse anmeldelser
- Få forslag til beslægtede bøger
- Mødes i den fysiske verden og tale om bøger – social aktivitet
- Få svar på spørgsmål fra hinanden og en bibliotekar
- Hjælpe andre til gode oplevelser med litteratur og eksistentiel refleksion
- Bytte bøger?
- Blive set, udtrykke og udstille sig selv?
Personaer
Brita Ravn, 66-årig aktiv pensionist, aktiv biblioteksbruger
Gitte Reinholt, ca. 30-årig webmaster, medlem af litteraturkreds
Mandligt medlem af litteraturkreds
Kontekst
www.koldingbib.dk har en række interaktive elementer og web 2.0-tilløb i dag. Fx blogger musikbibliotekarerne, primært om lokal musik og musikere, der giver koncert i Kolding. Man kan booke en bibliotekar, stille spørgsmål og få svar, søge og reservere og få forslag til søgning af beslægtede bøger. Osv.
Kolding Bibliotek er ét år gammelt, arkitektonisk fantastisk velfungerende, Danmarks mest moderne. Det ligger midt i byen og er byens nye mødested. Samtidig har Kolding Bibliotekerne satellitter i Kommunens små byer.
Biblioteket er et mødested fysisk, mentalt og virtuelt, og brugerne har dét til fælles, at de er forankret i en lokal geografi.
Indholdselementer
Fra afsender til modtager, incitament til at bruge sitet:
- Opskrift på, hvordan man kommer i gang med en læsekreds
- Små videoklip med oplæg til diskussion af en bog. Kan være fra en bibliotekar eller en læser
- Skabeloner til vinkling af oplæg (hovedpersonens POW, sproget, referencer, sammenligning med andre bøger, genrebestemmelse...)
- Samling af avisanmeldelser af bøger, som kan inddrages i kredsens diskussion
- Video- og lydklip fra DR-udsendelser om værker
Brugernes egen deltagelse:
- Profiler
- Anmeldelser
- Blogs
- Lav en side for din læsekreds - angiv, om den er åben for nye medlemmer
- Vi skriver selv fiktion, de andre kommenterer den
Konkurrence
www.litteratursiden.dk
Hvorfor have et lokalt, socialt webmedie til læsegrupper, når litteratursiden findes?
Fordi brugerne lægger vægt på at mødes i den fysiske verden, jf. persona Brita Ravn.
Udvidelsesmuligheder og strategiske samarbejdspartnere
Fra læsekreds til skrivekreds – en kendt forfatter eller dygtig forlagsredaktør giver feedback på brugernes egne tekster. Suppleres med sommerhøjskole med skriveværksted – ideen om kobling ml. virtuel og fysisk verden bevares.
Strategisk samarbejde med Peoples Press og Askov Højskole (relanceret med Hans Rosenquist som forstander og historiefortælling som overordnet idé).
Radio: Denne bog kastede mig i eksistens! Almindelige mennesker fortæller om og diskuterer, hvordan en bog kan flytte et menneske eller kaste mennesket i refleksion over livet. Strategisk samarbejde med P2 Plus.
Tv: Børn illustrerer bøger. Strategisk samarbejde med en tv-station, fx TV Syd eller DR/B&U
Første idé lagt i graven: Kolding Åben By
Hvad har mine brugere til fælles? En geografisk tilknytning! De enten bor, arbejder eller studerer i Kolding Kommune - eller både/og.
Koldingenserne kan gå ind på et hvilket somhelst website i denne verden, de kan deltage i et hav af communities alt efter, om de interesserer sig for lystfiskeri, atomvåben eller kageopskrifter osv. Hvorfor lige deltage i ét, der er LOKALT forankret?
Godt spørgsmål.
Et forsøg på svar er, at det virtuelle samkvem skal føre til et samkvem i den fysiske verden. Fx fordi man:
- Køber, sælger, bytter ting m. hinanden
- Mødes i læsegrupper, selvhjælpsgrupper, arrangørgrupper, foreninger
- Vil have eller være besøgsven
Jeg vil gerne have communityet løftet væk fra den alt for KOMMUNALE sfære. Vælger derfor Kolding Bibliotek, fordi det er et centralt, skattet, fysisk sted med satellitter i Kommunens små byer, og fordi brugerne af biblioteket i forvejen bruger nettet.
Jeg tænker at lave et community à la www.kommunikationsforum.dk, hvor man kan lægge profiler op, linke til venner og venners venner, blogge, oploade fotos, debattere osv. Måske lave en Kolding-wiki, hvor brugerne laver et leksikon om byerne og landet omkring.
Projekt KOLDING ÅBEN BY er et arrangement i den virkelige verden, der skal være startskud til communityet. En weekend, hvor hele Kommunen - indbyggere, foreninger osv. - åbner dørene for hinanden og naboerne, og hvor alle viser sig fra deres bedste side.
Duer ikke!
Vejleder spørger: Hvad skal brugerne med det? Hvad får de ud af at lægge en profil på bibliotekets hjemmeside? Der er masser af andre steder, de kan koble sig ind i et community. Du må være mere konkret med, præcis hvilket behov de skal have dækket.
Forfra med andre ord.
Koldingenserne kan gå ind på et hvilket somhelst website i denne verden, de kan deltage i et hav af communities alt efter, om de interesserer sig for lystfiskeri, atomvåben eller kageopskrifter osv. Hvorfor lige deltage i ét, der er LOKALT forankret?
Godt spørgsmål.
Et forsøg på svar er, at det virtuelle samkvem skal føre til et samkvem i den fysiske verden. Fx fordi man:
- Køber, sælger, bytter ting m. hinanden
- Mødes i læsegrupper, selvhjælpsgrupper, arrangørgrupper, foreninger
- Vil have eller være besøgsven
Jeg vil gerne have communityet løftet væk fra den alt for KOMMUNALE sfære. Vælger derfor Kolding Bibliotek, fordi det er et centralt, skattet, fysisk sted med satellitter i Kommunens små byer, og fordi brugerne af biblioteket i forvejen bruger nettet.
Jeg tænker at lave et community à la www.kommunikationsforum.dk, hvor man kan lægge profiler op, linke til venner og venners venner, blogge, oploade fotos, debattere osv. Måske lave en Kolding-wiki, hvor brugerne laver et leksikon om byerne og landet omkring.
Projekt KOLDING ÅBEN BY er et arrangement i den virkelige verden, der skal være startskud til communityet. En weekend, hvor hele Kommunen - indbyggere, foreninger osv. - åbner dørene for hinanden og naboerne, og hvor alle viser sig fra deres bedste side.
Duer ikke!
Vejleder spørger: Hvad skal brugerne med det? Hvad får de ud af at lægge en profil på bibliotekets hjemmeside? Der er masser af andre steder, de kan koble sig ind i et community. Du må være mere konkret med, præcis hvilket behov de skal have dækket.
Forfra med andre ord.
mandag den 19. marts 2007
Min persona vil ikke brugerinddrages. Jeg må finde nogle flere
I Brødremenighedens Danske Missions genbrugsbutik i Christiansfeld fandt jeg i dag min drømme-persona. Den mest harmoniske, aktive, åbensindede, optimistiske 66-årige pensionist: Daglig netbruger. Mobiltelefonindehaver, der smsser med sine børn og børnebørn. Engageret i samfundsforhold. Berejst, beleven...
MEN!!! Hun er slet ikke interesseret i at ytre sig i et læserbrev eller deltage i debat eller interaktion på nettet. Skal Kolding Kommunes hjemmeside være, som hun helst vil have den, skal den være fuldkommen som i dag - hun savner ikke flere muligheder for at netværke og interagere med afsender.
Netværk og socialisering foregår for hende i den fysiske verden blandt de mennesker, hun kender og holder af.
Skal jeg tage udgangspunkt i hendes brugerbehov, giver det ikke megen udfordring. MEN! Man kan godt have flere personaer, så jeg er nødt til at skaffe endnu en.
Ifølge Kommunikatøren oktober 2006 (Dansk Kommunikationsforenings blad side 20) har fx borger.dk hele tre personaer: Bjørn, som er smed i Holstebro og nærmer sig pensionsalderen. Helle, der er sygeplejerske i Vejle. Og Peter, der er cand.scient.pol og bor på Frederiksberg.
Se mere om personaer på
MEN!!! Hun er slet ikke interesseret i at ytre sig i et læserbrev eller deltage i debat eller interaktion på nettet. Skal Kolding Kommunes hjemmeside være, som hun helst vil have den, skal den være fuldkommen som i dag - hun savner ikke flere muligheder for at netværke og interagere med afsender.
Netværk og socialisering foregår for hende i den fysiske verden blandt de mennesker, hun kender og holder af.
Skal jeg tage udgangspunkt i hendes brugerbehov, giver det ikke megen udfordring. MEN! Man kan godt have flere personaer, så jeg er nødt til at skaffe endnu en.
Ifølge Kommunikatøren oktober 2006 (Dansk Kommunikationsforenings blad side 20) har fx borger.dk hele tre personaer: Bjørn, som er smed i Holstebro og nærmer sig pensionsalderen. Helle, der er sygeplejerske i Vejle. Og Peter, der er cand.scient.pol og bor på Frederiksberg.
Se mere om personaer på
Status to dage før andet modul
Det bliver i sandhed ikke til megen blogging herfra. Men der foregår dog en masse reflektion - også i kølvandet på første modul af Journalistik til flere medier.
En eller anden har engang sagt, hovedpersonen i Orwells 1984 vistnok, at den bedste kunst er den, der fortæller én noget, man ved i forvejen. Sådan har jeg det med Web 2.0: Det er en indgroet del af min måde at arbejde og tænke på, at "we are smarter than me". Vi bruger dagligt her på arbejdspladsen at låne en hjerne eller to til at styrke en idé, proces eller et produkt. Det generøse samarbejde, hvor man hjælper hinanden uden nødvendigvis at blive krediteret selv, er en realitet her.
Et andet sted, hvor open source-adfærden er en fordel - ja, en nødvendighed, er i improteater. Hvis ikke vi som spillere siger JA til vores egne ideer, til hinandens bud og hjælper hinanden, er impro umulig.
Det vigtigste, jeg har læst og tænkt over siden sidste kursus, er Søren Schultz Hansens sammenligning mellem industrisamfundet og netværkssamfundet i bogen "Fra massekommunikation til samtale". Han siger, at "Det repræsentative demokrati fungerer altså efter det overordnede princip, som samlebåndet var metafor for". Som samlebåndets æra er slut, er det repræsentative demokratis også. Nu er vi i netværkssamfundet, hvis metafor er et publikum, der spontant klapper i takt i begejstring over en forestilling.
Jeg er enig i, at det repræsentative demokrati har et problem. Lokalt i Kolding har politikerne meget ringe kontakt med vælgerne. Spørgsmålet er, om en kommunal hjemmeside kan og skal ændre det forhold. Skal vi være et redskab, som gør det lettere for politikerne at høre, hvad borgerne mener? Er det realistisk.
Nå, der er en kæmpe bunke lektier at lave inden andet modul, og jeg er nærmest ikke startet. Nu fik jeg pligtblogget lidt. Personaen venter.
En eller anden har engang sagt, hovedpersonen i Orwells 1984 vistnok, at den bedste kunst er den, der fortæller én noget, man ved i forvejen. Sådan har jeg det med Web 2.0: Det er en indgroet del af min måde at arbejde og tænke på, at "we are smarter than me". Vi bruger dagligt her på arbejdspladsen at låne en hjerne eller to til at styrke en idé, proces eller et produkt. Det generøse samarbejde, hvor man hjælper hinanden uden nødvendigvis at blive krediteret selv, er en realitet her.
Et andet sted, hvor open source-adfærden er en fordel - ja, en nødvendighed, er i improteater. Hvis ikke vi som spillere siger JA til vores egne ideer, til hinandens bud og hjælper hinanden, er impro umulig.
Det vigtigste, jeg har læst og tænkt over siden sidste kursus, er Søren Schultz Hansens sammenligning mellem industrisamfundet og netværkssamfundet i bogen "Fra massekommunikation til samtale". Han siger, at "Det repræsentative demokrati fungerer altså efter det overordnede princip, som samlebåndet var metafor for". Som samlebåndets æra er slut, er det repræsentative demokratis også. Nu er vi i netværkssamfundet, hvis metafor er et publikum, der spontant klapper i takt i begejstring over en forestilling.
Jeg er enig i, at det repræsentative demokrati har et problem. Lokalt i Kolding har politikerne meget ringe kontakt med vælgerne. Spørgsmålet er, om en kommunal hjemmeside kan og skal ændre det forhold. Skal vi være et redskab, som gør det lettere for politikerne at høre, hvad borgerne mener? Er det realistisk.
Nå, der er en kæmpe bunke lektier at lave inden andet modul, og jeg er nærmest ikke startet. Nu fik jeg pligtblogget lidt. Personaen venter.
fredag den 9. februar 2007
Blogge fordi læreren kræver det, ikke af egen nødvendighed
På kurset her skal jeg lave to blogs, en notesbog med link, litteratur, skitser, noter, opgavebidder, reflektioner samt en faglig blog. I sidstnævnte skal jeg definere en modtagergruppe og et mere snævet formål og relevanskrav.
Jeg er skeptisk! Hvorfor skal verden belemres med mine noter (førstnævnte blog)? Hvorfor kan mine holdkammerater ikke få adgang til mine kursusnoter inde på det lukkede forum, QuickPlace, som er beregnet til samme?
Og med hensyn til blog nummer to: Jeg kan sagtens - man er vel professionel - lave en stueren, nydelig, faglig blog, hvor jeg kloger mig om kommunikationsfaglige emner. Så kan omverdenen, hvis den gider, gå ind og læse mere eller mindre relevante epistler om noget, som skal gøre Lis i stand til at bestå eksamen på sit diplommodul.
Men hvis jeg skal skrive noget, som engagerer mig og beriger nogle få medkursister eller samarbejdsrelationer, vil jeg nødig gøre det i et åbent forum på internet. Hvis jeg skal skrive for min egen skyld og virkelig folde det ud, vil jeg selv bestemme, hvem der skal læse det!
Lige nu diskuterer et par medkursister åbenhed med læreren. Han siger, at der er mange eksempler på, at organisationer og enkeltpersoner er mindre åbne, end nødvendigt er: Hvorfor ikke bare være åben? En masse af det, som organisationer har på deres intranet, kunne i virkeligheden lige så godt ligge på internet, der er ingen forretningshemmeligheder i det.
Det er en evindelig diskussion, og hvem går ikke ind for åbenhed? På min arbejdsplads, Kolding Kommune, har vi den politik, at med mindre det er ulovligt, er der åbenhed om akter og oplysninger. Åbenhed er et grundvilkår. MEN derfra og til at forlange, at mine halvprivate, faglige overvejelser, anfægtelser og kvababbelser skal lægges ud i offentligheden... det byder mig imod. Med mindre jeg får løn for at producere en given tekst (i den brede betydning af tekst), vil jeg selv bestemme og kontrollere, hvem jeg henvender mig til. Hvis jeg har noget på hjerte, der egner sig til en blog, skal jeg nok blogge. Men det, jeg har på hjerte og får på hjerte i forbindelse med dette kursus, har jeg ikke lyst til at blogge om. Ikke lyst til at belemre omverdenen med.
Det er højst relevant at lære, hvad en blog er, og hvad den kan. Jeg vil gerne lære at lægge billeder og lyd på, at tagge osv.
Jeg må se at få knækket den nød, der hedder, at jeg skal leve op til kursets krav uden at være nødt til at producere en masse ufarlig tomgangssnak til to blogge. Kunne jeg bestemme, ville jeg lægge indholdet til notatbloggen på kursets QuickPlace (i stedet for blog 1) samt lave en lukket konference sammen med enten min afdeling eller endnu hellere: Mit netværk af kommunikationschefer (i stedet for blog 2). Min afdeling bruger vores intranet til sin udveksling.
Spændende, hvad det ender med!
De centrale dilemmaer i ovenstående er dels lyststyret tekstproduktion, blufærdighed, dels den professionelle kommunikatørs rutinemæssige analyse, inden hun producerer noget: HVAD vil jeg fortælle? TIL HVEM vil jeg fortælle det? HVAD skal modtager bruge det til? HVEM er afsender? HVILKEN EFFEKT skal det have?
Jeg er skeptisk! Hvorfor skal verden belemres med mine noter (førstnævnte blog)? Hvorfor kan mine holdkammerater ikke få adgang til mine kursusnoter inde på det lukkede forum, QuickPlace, som er beregnet til samme?
Og med hensyn til blog nummer to: Jeg kan sagtens - man er vel professionel - lave en stueren, nydelig, faglig blog, hvor jeg kloger mig om kommunikationsfaglige emner. Så kan omverdenen, hvis den gider, gå ind og læse mere eller mindre relevante epistler om noget, som skal gøre Lis i stand til at bestå eksamen på sit diplommodul.
Men hvis jeg skal skrive noget, som engagerer mig og beriger nogle få medkursister eller samarbejdsrelationer, vil jeg nødig gøre det i et åbent forum på internet. Hvis jeg skal skrive for min egen skyld og virkelig folde det ud, vil jeg selv bestemme, hvem der skal læse det!
Lige nu diskuterer et par medkursister åbenhed med læreren. Han siger, at der er mange eksempler på, at organisationer og enkeltpersoner er mindre åbne, end nødvendigt er: Hvorfor ikke bare være åben? En masse af det, som organisationer har på deres intranet, kunne i virkeligheden lige så godt ligge på internet, der er ingen forretningshemmeligheder i det.
Det er en evindelig diskussion, og hvem går ikke ind for åbenhed? På min arbejdsplads, Kolding Kommune, har vi den politik, at med mindre det er ulovligt, er der åbenhed om akter og oplysninger. Åbenhed er et grundvilkår. MEN derfra og til at forlange, at mine halvprivate, faglige overvejelser, anfægtelser og kvababbelser skal lægges ud i offentligheden... det byder mig imod. Med mindre jeg får løn for at producere en given tekst (i den brede betydning af tekst), vil jeg selv bestemme og kontrollere, hvem jeg henvender mig til. Hvis jeg har noget på hjerte, der egner sig til en blog, skal jeg nok blogge. Men det, jeg har på hjerte og får på hjerte i forbindelse med dette kursus, har jeg ikke lyst til at blogge om. Ikke lyst til at belemre omverdenen med.
Det er højst relevant at lære, hvad en blog er, og hvad den kan. Jeg vil gerne lære at lægge billeder og lyd på, at tagge osv.
Jeg må se at få knækket den nød, der hedder, at jeg skal leve op til kursets krav uden at være nødt til at producere en masse ufarlig tomgangssnak til to blogge. Kunne jeg bestemme, ville jeg lægge indholdet til notatbloggen på kursets QuickPlace (i stedet for blog 1) samt lave en lukket konference sammen med enten min afdeling eller endnu hellere: Mit netværk af kommunikationschefer (i stedet for blog 2). Min afdeling bruger vores intranet til sin udveksling.
Spændende, hvad det ender med!
De centrale dilemmaer i ovenstående er dels lyststyret tekstproduktion, blufærdighed, dels den professionelle kommunikatørs rutinemæssige analyse, inden hun producerer noget: HVAD vil jeg fortælle? TIL HVEM vil jeg fortælle det? HVAD skal modtager bruge det til? HVEM er afsender? HVILKEN EFFEKT skal det have?
torsdag den 8. februar 2007
Jeg er blogger
Sjov tanke, at man i stedet for at skrive i sin notesbog, hvad man får med hjem fra et kursus i journalistik til flere medier, nu opretter en blog, som alle mennesker kan forvilde sig ind på, skønt indholdet ingen relevans har for dem. Jeg bidrager til larmen i verden med det egoistiske formål at lære noget om interaktive medier.
Altså: Here we go.
Jeg var lidt for hurtig med navngivningen (Valkyrieklubben). Ingen kan i forvejen huske min gmailadresse, nu har jeg sikret bloggen imod besøg ved at vælge det første, det bedste indfald til et navn.
Et projekt fra arbejdspladsen
Vi skal på kurset lave et eksamensprojekt, noget med brugerinvolvering. Jeg tænker dels på det nødlidende debatforum på kolding.dk og diskussionen om, hvorvidt borgerne må nævne medarbejdere ved navn i kritiske indlæg, se: http://www.kolding.dk/data/0030974.asp?tid=2381. Måske kunne jeg lave et projekt, der forbedrede forumet, http://www.kolding.dk/debat. En mere ambitiøs mulighed er at lave en interaktiv formidling af Kommunens budget på kolding.dk.
Vi får se. Nu er jeg blogger, yiha!
Altså: Here we go.
Jeg var lidt for hurtig med navngivningen (Valkyrieklubben). Ingen kan i forvejen huske min gmailadresse, nu har jeg sikret bloggen imod besøg ved at vælge det første, det bedste indfald til et navn.
Et projekt fra arbejdspladsen
Vi skal på kurset lave et eksamensprojekt, noget med brugerinvolvering. Jeg tænker dels på det nødlidende debatforum på kolding.dk og diskussionen om, hvorvidt borgerne må nævne medarbejdere ved navn i kritiske indlæg, se: http://www.kolding.dk/data/0030974.asp?tid=2381. Måske kunne jeg lave et projekt, der forbedrede forumet, http://www.kolding.dk/debat. En mere ambitiøs mulighed er at lave en interaktiv formidling af Kommunens budget på kolding.dk.
Vi får se. Nu er jeg blogger, yiha!
Abonner på:
Opslag (Atom)
