Blogge fordi læreren kræver det, ikke af egen nødvendighed

På kurset her skal jeg lave to blogs, en notesbog med link, litteratur, skitser, noter, opgavebidder, reflektioner samt en faglig blog. I sidstnævnte skal jeg definere en modtagergruppe og et mere snævet formål og relevanskrav.

Jeg er skeptisk! Hvorfor skal verden belemres med mine noter (førstnævnte blog)? Hvorfor kan mine holdkammerater ikke få adgang til mine kursusnoter inde på det lukkede forum, QuickPlace, som er beregnet til samme?

Og med hensyn til blog nummer to: Jeg kan sagtens - man er vel professionel - lave en stueren, nydelig, faglig blog, hvor jeg kloger mig om kommunikationsfaglige emner. Så kan omverdenen, hvis den gider, gå ind og læse mere eller mindre relevante epistler om noget, som skal gøre Lis i stand til at bestå eksamen på sit diplommodul.

Men hvis jeg skal skrive noget, som engagerer mig og beriger nogle få medkursister eller samarbejdsrelationer, vil jeg nødig gøre det i et åbent forum på internet. Hvis jeg skal skrive for min egen skyld og virkelig folde det ud, vil jeg selv bestemme, hvem der skal læse det!

Lige nu diskuterer et par medkursister åbenhed med læreren. Han siger, at der er mange eksempler på, at organisationer og enkeltpersoner er mindre åbne, end nødvendigt er: Hvorfor ikke bare være åben? En masse af det, som organisationer har på deres intranet, kunne i virkeligheden lige så godt ligge på internet, der er ingen forretningshemmeligheder i det.

Det er en evindelig diskussion, og hvem går ikke ind for åbenhed? På min arbejdsplads, Kolding Kommune, har vi den politik, at med mindre det er ulovligt, er der åbenhed om akter og oplysninger. Åbenhed er et grundvilkår. MEN derfra og til at forlange, at mine halvprivate, faglige overvejelser, anfægtelser og kvababbelser skal lægges ud i offentligheden... det byder mig imod. Med mindre jeg får løn for at producere en given tekst (i den brede betydning af tekst), vil jeg selv bestemme og kontrollere, hvem jeg henvender mig til. Hvis jeg har noget på hjerte, der egner sig til en blog, skal jeg nok blogge. Men det, jeg har på hjerte og får på hjerte i forbindelse med dette kursus, har jeg ikke lyst til at blogge om. Ikke lyst til at belemre omverdenen med.

Det er højst relevant at lære, hvad en blog er, og hvad den kan. Jeg vil gerne lære at lægge billeder og lyd på, at tagge osv.

Jeg må se at få knækket den nød, der hedder, at jeg skal leve op til kursets krav uden at være nødt til at producere en masse ufarlig tomgangssnak til to blogge. Kunne jeg bestemme, ville jeg lægge indholdet til notatbloggen på kursets QuickPlace (i stedet for blog 1) samt lave en lukket konference sammen med enten min afdeling eller endnu hellere: Mit netværk af kommunikationschefer (i stedet for blog 2). Min afdeling bruger vores intranet til sin udveksling.

Spændende, hvad det ender med!

De centrale dilemmaer i ovenstående er dels lyststyret tekstproduktion, blufærdighed, dels den professionelle kommunikatørs rutinemæssige analyse, inden hun producerer noget: HVAD vil jeg fortælle? TIL HVEM vil jeg fortælle det? HVAD skal modtager bruge det til? HVEM er afsender? HVILKEN EFFEKT skal det have?