Jeg har læst Convergent Journalism, an introduction af Stephen Quinn og Vincent F. Filak (Focal Press 2005). Midterdelen er ret håndværkspræget, bogen henvender sig til mediestuderende. Kapitel 1-6 og 13 er imidlertid kursusrelevante. I forlængelse af forrige to-tre poster følger her bogens optimistiske spådomme om, at der er en berettigelse for journalister i fremtidens fragmenterede, konvergente medieverden.
Konvergens!
Ægte konvergens forekommer, når ansatte i et mediehus samarbejder om at formidle en historie på husets medieplatforme (print, tv, radio, web) netop sådan, at hver platform bruges til det, den er overlegen til.
Bogen konstaterer, at ægte konvergens ikke medfører besparelse på de led, der producerer indholdet (!!!) Kanske der er rationalisering at høste i back office, men superjournalisten, der samtidig producerer til alle platforme, anser forfatterne for uhensigtsmæssig: Den praksis fører til middelmådig reproduktion af samme indhold til alle platforme, hvor idealet er, at platformene supplerer hinanden, så mediekonsumenten får kontekst og baggrund.
Formuleringsevne er vigtigst
Bogen omtaler en undersøgelse blandt chefredaktører, der fortæller, hvad de går efter ved nyansættelser. Overraskende anser de evnen til at formulere sig klart for vigtigere end teknologiske færdigheder.
I den konvergente medieverden efterspørges journalister, der kan fortælle en historie ved hjælp af (dagblads)journalistikkens klassiske værktøjskasse, men på tværs af platforme. Sproget, vinklingen, nyhedstrekanten er det centrale. Vederkvægende læsning for teknologiforskrækkede mig fra stenalderen!
Analysere og sammenfatte
Et par centrale citater:
"Clear writing and the provision of context and background will remain fundamental to the journalists role."
"Content has never been king because the world already has more than enough content."
"Instead of finding, the challenge is filtering."
"Quality content is what will keep the media alive and intelligent. The skills of synthesis and analysis..." evnen til at koge en kæmpe mængde information ned til et dækkende resume er en central, journalistisk opgave.
Plejer ihjel
Dernæst skal journalisten favne de kulturelle skift, som konvergensen skaber. Tendensen til, at den skrivende ser ned på broadcastjournalisten og vice versa. Tendensen til, at man nok samarbejder, men alligevel holder vigtige soloinformationer tilbage for egen platforms vinding... De begrænsninger skal overvindes. "Vi plejer" og stærke fagforeningers forsøg på at håndhæve faggrænser, som hæmmer konvergens, skal udryddes.
Men det vil gå helt af sig selv, forudser bogen. Selv om publikum fragmenteres fra få til utallige medier, selv om mediebrugerne bliver medproducenter... vil der fortsat være opgaver for journalister og fornuft i at uddanne sig til faget.
Nuvel. Skønt en maskinstormer nyder at læse, at formuleringsevne går forud for "technological skills", er redaktionens nørder alligevel uundværlige. De kolleger, der kan:
- få interaktive løsninger til at virke
- overvinde webprogrammets begrænsninger
- bombe fotos i PhotoShop
- layoute i Indesign
- redigere lyd og video
- håndtere rss-feeds
- (og så videre)
Som bogen siger: Et bedre alternativ til superjournalisten er, når den enkelte er dygtig i sin niche, anerkendende over for kollegernes nicher OG parterne producerer i et symbiotisk samarbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar