Bloggeren Niels fra virksomheden Social Square, der tilbyder at hjælpe organisationer med at indføre web 2.0-løsninger i deres kommunikation, kritiserer Kolding Kommune for at have en "problematisk tilgang til webbaseret dialog". Læs hans post her:
http://socialsquare.dk/2007/05/01/kommunal-envejskommunikation/#comment-4380
Niels reagerer på udtalelser fra Koldings digitaliseringschef i Ejours tema om kommuner og webdialog:
http://www.djh.dk/ejour/64/64Dialog.html
Nu kan du selv læse dialogen på Social Squares blog, her vil jeg fortælle, hvad vi lige nu har af planer med www.kolding.dk i relation til web 2.0:
- I lighed med Arla Forum vil vi indføre en sætte-fluebensmulighed, når borgere sender spørgsmål ind via "Spørg om kommunen" på hjemmesiden. Her bliver man spurgt: Må kolding.dk offentliggøre dit spørgsmål og navn sammen med svaret?
- Vi diskuterer, om vi efter hver historie skal have et link kaldet "kommenter denne side", så læseren tilskyndes til at ytre sig.
- Vi vil gennemgå brugervenligheden på vores debatsite og lave forbedringer.
- Jeg vil - hvis der er interesserede til det - lave et bloggingforløb på vores intranet, Hercules, hvor forskellige medarbejdere skal blogge om, hvad rekrutteringsvanskelighederne (=at der mangler hænder flere steder) betyder for vores arbejdsplads, og hvordan problemet løses.
- Den 25. juni holder jeg et oplæg for Direktionen om web 2.0 og de muligheder og forpligtelser, det giver.
- En arbejdsgruppe med digitaliseringschef Michael Hviid som formand forbereder en borgerweb-løsning à la Holbæk.
- Teknisk Forvaltning har henvendt sig for at få forslag til dialogmuligheder i relation til det stående udvalg, Lokalområdeudvalget.
- På Kolding Biblioteks hjemmeside blogger musikbibliotekarer, og biblioteket vil gerne udbygge dialogen:
http://www.koldingbib.dk
Der er altså bestemt grøde, og vi er ikke dialogforskrækkede. Men som skrevet til Niels fra Social Square:
"Er der én ting, jeg hverken internt eller eksternt har lyst til, er det at stable nogle faciliteter på benene, som står gabende tomme, fordi borgerne er bedøvende ligeglade, eller fordi de ikke gider bruge nettet til formålet."
Kald det bare en defensiv tilgang. Jeg vil nu en gang have en vis sikkerhed for, at der er et brugerbehov og en relevans, inden Kommunikationstjenesten bruger kræfter på at stille en dialogramme til rådighed. Vi vil bruge muligheden i konkret sammenhæng, når vi forventer, at nogen gider snakke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar