mandag den 28. maj 2007

So ein ding müssen wir auch haben

På Social Squares blog hylder blogger Niels Horsens´ borgmester, Jan Trøjborg i en post om, at kommunerne er for længe om at tage de nye, sociale medier såsom blogging til sig. Han skriver:

"Og der er ikke mange lyspunkter, kun enkelte, f.eks.:
En enkelt kommune har en blog: Hatten af for borgmester Jan Trøjborg, Horsens Kommune, som åbenbart har set, hvordan han kan kommunikere med sine bysbørn."

Se debatten her:
http://socialsquare.dk/2007/05/01/kommunal-envejskommunikation/#comment-4380

Se Jan Trøjborgs blog her:
http://www.horsenskom.dk/Nyheder/Weblog.aspx

Horsensborgmesterens blog er al ære værd med sobre, relevante poster (om end lidt til den sprogligt kedelige, upersonlige side, men det er en smagssag). Man kan også se, at enkelte borgere kommenterer Trøjborgs tekster. Der er tilløb til en dialog, som sagtens kan tage til i styrke efterhånden. Hvis Koldings borgmester føler trang til at udtrykke sig på den måde, er det bestemt en god idé - jeg vil spørge ham ved næstkommende lejlighed. Men gud forbyde, at han begynder at blogge, hvis det bare er fordi "so ein ding muss ich auch haben". Det forpligter at have en blog, og hellere tavshed end en blodfattig, uengageret, sjældent opdateret sådan.

Jeg får imidlertid fnidder af det synspunkt, som Niels´ post er udtryk for, nemlig at blogging bare er tju-hej, simpelthen en bevægelse, man bare må tilslutte sig, hvis man ikke vil være bag af dansen, udialogagtig og helt umulig. Nu er Social Square en virksomhed, der netop lever af at hjælpe andre med at blogge, så Niels har selvfølgelig en indsigt og interesse, der befordrer et pro-bloggingsynspunkt. Men han er ikke den eneste. For nylig bragte ugebrevet Mandag Morgen et tillæg, hvis budskab var tilsvarende, nemlig at virksomheder, der ikke hopper på web 2.0, herunder blogger, vil tabe konkurrencen og gå en sort fremtid i møde.

Sådan noget unuanceret sludder!

For det første er web 2.0 ikke verdens eneste vej til dialog. Jeg kunne nævne almindelig samtale mellem mennesker i den fysiske verden som et alternativ. For det andet er dialog og blogging nu engang bedst, når der ligger en ærlig trang til grund. Nogen med noget på hjerte og et virkeligt ønske om samtale - frem for spekulation i penge eller vælgere. Hvis ikke indholdet (sindelaget)svarer til formen (blogging), skal man hellere tage konsekvensen og lade være.

Hvor ville det dog være befriende, hvis tonen fra de mange, der har set web 2.0-lyset, blev mindre missionerende. De har fat i en masse kloge pointer, men lad dog den varme luft sive fra budskabet, så vi kan koncentrere os om substansen!

3 kommentarer:

nielsmlp sagde ...

Hej Lis

Jeg er ked af at du finder at jeg er fyldt med varm luft. Og at jeg for dig står for noget der giver dig fnidder. Og at du starter dit indlæg med en klar fejltolkning af min unuancerede hyldest til Jan Trøjorg:

I det du citerer mig for, forsøger jeg at opsummere hvad der står i en artikel i eJour, og det meste af hvad du citerer mig for, er rent faktisk et citat fra den artikel...

Det er måske lidt en ubetydelig detalje. Men jeg synes godt man kunne ønske lidt mere præcision og, ja, substans, i forhold til hvad det er du har imod min og Social Squares tilgang til blogging og samtaler på webben.

Egentlig tror jeg ikke vi er så forbandede uenige...

Lis Hornø sagde ...

Hej Niels

Ved førstkommende lejlighed genlæser jeg din post - og vender tilbage. Det ligner mig ikke at fejlfortolke en tekst, specielt ikke, hvis jeg efterfølgende offensivt ytrer mig om den. Men jeg tjekker selvfølgelig og vender tilbage.
I mellemtiden har jeg nuanceret mit syn på blogging: Nu mener jeg godt, at man kan stille en skal til rådighed for fx et byråd, hvis bare enkelte politikere ønsker at prøve mediet. Forleden var jeg til et møde, hvor et par kommunikationsmedarbejdere fra Region Syddanmark deltog. De fortalte om deres gode erfaringer med bloggende regionspolitikere. Så jeg tror heller ikke, vi står så langt fra hinanden.
Lis Hornø

Lis Hornø sagde ...

Hej Niels

Der er unægtelig gået et stykke tid, siden jeg lovede at vender tilbage, undskyld.

I mellemtiden har vi to også udvekslet synspunkter på din blog.

Jeg tror, vi kan lande på en konklusion om, at blogging er en af flere gode muligheder til at skabe dialog mellem fx politikere og borgere, og at muligheden kan anvendes, hvor et indhold og en bloggelyst trænger sig på.

Det er ikke mit indtryk, at der i Kolding for øjeblikket er den lyst hos vores byrådspolitikere. Blandt andet bygger jeg påstanden på, at politikerne ikke i særlig høj grad giver sig til kende, når de kritiseres på vores debatforum.