onsdag den 20. juni 2007

Lis Hornøs Diplomblog lukker og slukker

Som fremgår af labelen har denne blog til formål i forbindelse med en diplomuddannelse at diskutere, hvad brugerinddragelse og sociale medier kan nytte på min arbejdsplads og i det hele taget.

Dels er det en metablog, dels en sandkasse for min leg med mediet.

Eksamensopgaven er afleveret, eksamen venter, og bloggen har gjort sin gavn. Jeg er fascineret af at blogge, af hvad mediet kan, og vil formentlig senere tage aktiviteten op igen - sandsynligvis i en sammenhæng, hvor det skal integreres med mit job i øvrigt. Nogen privat blogger bliver jeg næppe - dertil er det intime liv i den private sfære for dyrebart og tiden ikke mindst.

Den banale, men vigtige konklusion - og dette bliver en gentagelse - er: Vil du blogge, skal du have noget på hjerte, være vedholdende aktiv, dvs. mindst en gang om ugen, hellere mere. Og det er en fordel med en klar afgrænsning, så brugerne ved, hvad bloggen handler om.

Tak for dennegang, kære bloggosfære. Vi ses før eller siden!

Læserindlæg på kolding.dk besvares ikke af Kommunen

I debatforumet på Kolding Kommunes hjemmeside foregår for øjeblikket en livlig debat om blandt andet nedlæggelsen af Taps Skole. For hvert nyt indlæg mailer Kommunikationstjenesten et link til de relevante politikere og chefer ved kommunen, så de hurtigt bliver opmærksomme på udsagnet og kan svare.

Imidlertid er svarelysten sparsom for øjeblikket - den er mindre nu, end vi har været vant til. Tidligere besvarede især udvalgsformænd flittigt debatindlæg om eget område.

Hvis politikere og topembedsmænd vil styrke dialogen med borgerne, er her et mere oplagt sted at begynde end ved at indføre blogging. Det er den mere defensive tilgang. En offensiv tilgang kan være at søsætte Projekt Dialog I Praksis: En workshop, hvor alle interesserede blev introduceret til sociale medier og blogging à la Kolding Kommune.

Visse dyder skal holdes i hævd - måske er vores åbenheds- og dialogpolitik en af dem.

To modsatrettede trends, blogging er den ene

Forleden læste jeg et interview med en trendspotter, som gjorde opmærksom på, at der blandt trendsætterne er to tendenser.

Den ene går ud på, at man formidler og deler sine private tanker, oplevelser, holdninger med andre fx i virtuelle fællesskaber. En tendens til større og større åbenhed, måske ligefrem ekshibitionisme, en sætten sig selv på spil.

Den anden går ud på at leve tilbagetrukket, eksklusivt, lukke sig om de nærmeste, slukke mobiltelefonen, gå off line i et mere simpelt, analogt liv.

Personligt mærker jeg begge kræfter hale i mig. Men hvis der er en overvægt, er det af tendens nummer to.